Tvangsanbringelse af et barn er blandt statens mest indgribende indgreb i familielivet. Afgørelsen træffes først administrativt og kan efterfølgende indbringes for domstolene.

Forældrene har altså adgang til domstolsprøvelse. Men det interessante retssikkerhedsmæssige spørgsmål er ikke alene, om der er adgang til en domstol. Det er også, hvordan denne prøvelse fungerer i praksis.

Her bliver kontradiktionsprincippet og equality of arms¹Et begreb, der er udviklet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i forbindelse med retten til en retfærdig rettergang (artikel 6). Princippet om “våbenlighed” (equality of arms) kræver, at der er en rimelig balance mellem de muligheder, der stilles til rådighed for parterne i en retssag (f.eks. skal hver part have mulighed for at føre vidner og krydsforhøre vidner, der er ført af modparten). Under visse omstændigheder kan dette kræve, at der ydes økonomisk støtte, så en person med begrænsede midler kan betale for juridisk bistand (Airey mod Irland (klage nr. 6289/73) [1981] ECHR 1). centrale.

Når en anbringelsessag når byretten, begynder sagen ikke på et blankt stykke papir.

Kommunen har gennem længere tid opbygget sagen og indsamlet oplysninger om barnet og forældrene. Afgørelsen om tvangsanbringelse træffes af kommunens børne- og ungeudvalg og kan derefter prøves administrativt af Ankestyrelsen, inden sagen når domstolene.

Retten får derfor forelagt et allerede etableret beslutningsgrundlag. Det kan omfatte psykologiske undersøgelser, udtalelser fra skole og institution, beskrivelser fra plejefamilie eller anbringelsessted, oplysninger fra behandlere og kommunens egne faglige vurderinger.

Det er ikke i sig selv usædvanligt ved domstolsprøvelse af en forvaltningsafgørelse. Det særlige spørgsmål er, hvilke muligheder familien har for at prøve det materiale, som myndighedens afgørelse bygger på.

Forældrekompetenceundersøgelser kan få stor betydning i anbringelsessager.

Her er det kommunen, der tager initiativ til undersøgelsen, vælger psykologen og formulerer det opdrag, undersøgelsen skal besvare. Forældrenes ønsker kan inddrages, men de har ikke en tilsvarende position ved valget af psykolog eller fastlæggelsen af opdraget.

Det er retssikkerhedsmæssigt interessant, fordi opdraget definerer både, hvad der undersøges, og hvad der ikke undersøges.

Pointen er ikke, at en psykolog valgt af kommunen derfor er partisk²MH: Alene mistanken om, at der kan forekomme mistanke om en usaglig interesse, udgør grundlaget for inhabilitet som begreb. Pointen er den processuelle konstruktion: Den myndighed, der ønsker indgrebet opretholdt, har samtidig haft en central rolle ved tilvejebringelsen af det sagkyndige materiale, som indgrebet begrundes med

Det gør muligheden for efterfølgende kontradiktion særlig vigtig.

Forældrene kan afgive forklaring i retten og mødes med kritiske spørgsmål fra statens repræsentant.

Men de personer, hvis oplysninger sagen bygger på, bliver normalt ikke afhørt. Der er en lang og fast praksis for, at der ikke sker vidneafhøring i disse sager.

En plejefamilie kan eksempelvis have beskrevet, at barnet reagerer efter samvær. En psykolog kan have vurderet forældrenes omsorgsevne. En fagperson kan have beskrevet en bestemt adfærd hos barnet.

Hvis erklæringsgiveren ikke afhøres, bliver det vanskeligere at spørge:

Hvad blev konkret observeret? Hvor ofte? Hvilke oplysninger byggede vurderingen på? Blev andre forklaringer overvejet? Og hvilke forudsætninger lå bag den faglige konklusion?

Samtidig kan en sagkyndig erklæring, som familien selv indhenter for at imødegå myndighedernes materiale, blive betragtet som en ”ensidigt indhentet erklæring” og dermed få en anden processuel position.

Her opstår spørgsmålet om equality of arms.

Hvis myndigheden kan vælge den sagkyndige, formulere opdraget og anvende resultatet som grundlag for indgrebet, hvilke reelle muligheder har familien så for at prøve dette bevisgrundlag?

Syv dage til at forberede domstolsprøvelsen

Tidsrammen har også betydning.

Familiens advokat modtager først sagens akter syv dage før hovedforhandlingen.

Det kan være et omfattende materiale, som er opbygget gennem flere år. På syv dage skal advokaten gennemgå materialet, identificere faktuelle fejl, efterprøve faglige vurderinger, drøfte oplysningerne med klienten og forberede den retlige og bevismæssige argumentation.

Selve hovedforhandlingen kan samtidig være berammet til omkring 1–1½ time.

Kontradiktion handler derfor ikke alene om at få adgang til materialet. Adgangen skal gives på en sådan måde, at parten reelt kan anvende den.

Det er forskellen mellem formel kontradiktion og effektiv kontradiktion.

Dette får yderligere betydning, fordi familien ikke har en ubetinget adgang til at få byrettens afgørelse prøvet ved landsretten.

Anke kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Der gælder ikke efter EMRK et generelt krav om to domstolsinstanser i civile sager, og begrænsningen er derfor ikke i sig selv konventionsstridig.

Men den betyder, at byretten i mange sager bliver den eneste judicielle prøvelse af anbringelsen.

Det skærper betydningen af, at netop denne prøvelse er tilstrækkeligt intensiv, kontradiktorisk og effektiv.

Når domstolsprøvelsen kan udskyde næste prøvelse

Anbringelsessager har desuden en særlig mekanisme, som jurister uden for området næppe kender: den rullende genbehandlingsfrist.

Når et barn tvangsanbringes, fastsættes der som udgangspunkt en frist for, hvornår spørgsmålet om fortsat anbringelse igen skal behandles.

Hvis afgørelsen indbringes for Ankestyrelsen eller domstolene, regnes genbehandlingsfristen imidlertid som udgangspunkt fra den seneste endelige afgørelse eller dom.

Det betyder, at tidspunktet for næste obligatoriske genbehandling forskydes, mens sagen prøves.

Hvis domstolsprøvelsen tager lang tid, kan familien derfor komme i en paradoksal situation: Det kan være hurtigere at opgive den verserende retssag og afvente, at anbringelsessagen starter på ny i kommunen, end at vente på domstolens afgørelse.

Det er særligt problematisk, hvis berammelsestiden nærmer sig et år.

I så fald kan selve udnyttelsen af retten til domstolsprøvelse få den konsekvens, at den næste obligatoriske prøvelse af, om anbringelsen fortsat er nødvendig, kommer senere.

Og i anbringelsessager er tid ikke neutral. Mens sagen verserer, forbliver barnet anbragt, og den faktiske situation udvikler sig.

Ingen af disse forhold behøver isoleret set at indebære en krænkelse af EMRK.

Det interessante er deres kumulative virkning.

Myndigheden opbygger hovedparten af bevisgrundlaget, vælger centrale sagkyndige og formulerer deres opdrag. Familien kan udelukkes fra muligheder for at afhøre de personer, hvis vurderinger anvendes imod den. Familiens eget sagkyndige modbevis kan have en anden processuel position. Advokaten får akterne syv dage før hovedforhandlingen, selve retsmødet kan være kort, og der er ikke sjældent adgang til en anden domstolsinstans. Hertil kommer, at en langvarig prøvelse kan forskyde næste obligatoriske genbehandling.

Efter EMRK artikel 8 har EMD lagt vægt på, at forældrene skal være involveret i beslutningsprocessen i et omfang, der – henset til indgrebets alvor – giver dem den nødvendige beskyttelse af deres interesser. Det er således ikke kun afgørelsens materielle resultat, men også den proces, der fører frem til den, som har menneskeretlig betydning.

Det er, om familien har en praktisk, effektiv og rettidig mulighed for at udfordre det faktiske og faglige grundlag for et af statens mest indgribende indgreb i familielivet.