Barnets Lov, § 58 stk 3

Endelighedsklausulen vedr.
godkendelse af
netværksplejefamilier
Mikael Hertig *
* Cand. scient. pol., folkepensionist

Endelighedsklausulen ved godkendelse af netværksplejefamilier

Efter barnets lov § 58, stk. 1, skal en netværksplejefamilie være godkendt som konkret egnet i forhold til et bestemt barn af kommunalbestyrelsen. Efter § 58,stk. 3, kan en afgørelse om godkendelse som netværksplejefamilie for det bestemte barn eller den bestemte unge ikke indbringes for anden administrativ  myndighed.[^1]

Endelighedsklausulen rammer kun afgørelsen om godkendelse af den pågældende familie i det konkrete tilfælde.
Historisk er den et resultat af to udviklingslinjer. 1) vedrører reguleringen af familiepleje og vurderingen af familiers egnethed. 2) vedrører den særlige begrænsning af den administrative klageadgang.

Den nuværende ordning (inklusiv termen “netværksplejefamilie”) blev indført som en selvstændig lovbestemt regel i 2004. Endelighedsklausulens undfangfelse er ældre[^2]

Emnet er her hvornår og hvorfor lovgiver i bredere sammenhæng afgørelser om godkendelse af anbringelsessteder og plejefamilier administrativt endelige, og hvordan denne regel senere blev overført til netværksplejefamilien.

Den ældre familiepleje: plejetilladelsen var ikke administrativt endelig Den ældre børneforsorg indeholdt allerede en offentlig kontrol med familiepleje (Betænkning nr. 718/1974, Undersøgelse i adoptionssager, s. 10- 12.). Efter børneforsorgslovens regler måtte et barn ikke modtages i privat
familiepleje uden plejetilladelse fra børne- og ungdomsværnet. Formålet var blandt andet at sikre, at forholdene var opdragelsesmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarlige, og at anbringelsen var til barnets tarv.[^3]

Denne ordning er vigtig som forhistorie, men den kan ikke identificeres med den senere endelighedsklausul. Nægtelse af plejetilladelse var undergivet administrativ rekurs. Efter Betænkning nr. 718/1974 var kunne et afslag på påklages til Den Sociale Ankestyrelse.[^4]

Ved gennemførelsen af bistandsloven blev klageadgangen videreført for den almindelige plejetilladelse. I bemærkningerne til forslaget til bistandsloven hedder det udtrykkeligt, at et afslag på en anmodning om plejetilladelse,
inddragelse af tilladelsen og visse afgørelser om flytning kunne indbringes for
amtsankenævnet og Den Sociale Ankestyrelse.[^5]

Betænkning nr. 718/1974: sagkundskab blev anset som et klageargument –ikke som et argument for endelighed
Betænkning nr. 718/1974, Undersøgelse i adoptionssager, ser på den faglige baggrund, men allerhøjst som inidirekte til endelighedsklausulens indførelse .Betænkningen blev afgivet af Justitsministeriets Adoptionsudvalg i juni 1974.

Udvalget behandlede spørgsmålet om godkendelse af familier til anvisning af
børn.[^6]
Udvalget konstaterede, at der var behov for en betydelig sagkundskab ved
disse vurderinger. Om Den Sociale Ankestyrelse hedder det:
»Den sociale ankestyrelse […] råder […] ikke over den fornødne
sagkundskab.«[^7]
Udvalget pegede på, at Ankestyrelsens afdeling for sager om børne- og
ungdomsforsorg kun havde psykiatrisk bistand på konsulentbasis, og at
3kapaciteten var utilstrækkelig til behandling af klager over afslag på
ansøgninger om godkendelse til adoption og pleje.[^8]
Udvalgets konklusion var ikke, at afgørelserne skulle være endelige.
Udvalget fastholdt., at den eksisterende rekursadgang burde
opretholdesUdvalget foreslog herefter oprettelsen af et uafhængigt centralt
ankenævn,[^9]
Betænkningen har derfor en ganske anden betydning end den, der undertiden
kan læses ud af den.
Den viser, at den særlige faglige karakter af en familievurdering blev anset som
et argument for en særligt sagkyndig klageinstans.
Betænkningen sondrede mellem den særlige godkendelse af en familie til
anvisning af et barn og den almindelige plejetilladelse. Om plejetilladelsen
hedder det, at spørgsmålet om anke fortsat skulle afgøres efter
børneforsorgslovens regler.[^10]
Betænkning nr. 718/1974 kan bruges som dokumentation for den faglige
karakter af egnethedsvurderingen og for den daværende opfattelse af behovet
for en sagkyndig klageinstans. –.
Bistandsloven af 1974: ikke den senere § 66
En henvisning til bistandslovens § 66 som endelighedsklausulens ophav er
forkert. Ordlyden fandtes ikke i bistandsloven fra 1974.
I forslaget til lov om social bistand var reglerne om dag- og døgnpleje placeret
i §§ 63-68. Den daværende § 66 angik således kommunens beslutning om
anbringelse i døgnpleje og ikke en selvstændig godkendelsesbestemmelse for
opholdssteder.[^11]
4Den oprindelige bistandslov videreførte samtidig ordningen med
plejetilladelse. Som det fremgår af forarbejderne, kunne et afslag på
plejetilladelse påklages efter de almindelige klageregler.[^12]
Endelighedsklausulens indførelse i 1992
Den indføres ved lov nr. 501 af 24. juni 1992 om ændring af lov om social
bistand m.v.[^13]
Ved denne lov blev der efter det daværende kapitel 15 indsat et nyt kapitel 15 a
med overskriften »Formidlet døgnophold«. Her blev § 66 placeret under
overskriften »Godkendelse af opholdssteder«.
Bestemmelsen fik følgende ordlyd:
»Opholdssteder for børn og unge, herunder plejefamilier, skal
være godkendt som egnede af den stedlige kommunalbestyrelse
eller af anden offentlig myndighed efter reglerne herom.«
Og stk. 2 fastsatte:
»Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.«[^14]
Ved lovændringen i 1992, introduceres endelighedsklausul knyttet til
godkendelsen af opholdssteder, og samtidig hermed plejefamilier.
Endelighedsklausulen kan føres tilbage til bistandslovens til , hvor den blev
indsat sammen med den nye regulering af »formidlet døgnophold«.[^15]
Tidslinjen ligner: Ældre plejetilladelsesordning → bistandslovens regler om
familiepleje → 1992-reformen og godkendelse af formidlede opholdssteder
med endelighedsklausul → serviceloven → netværksplejefamilien i 2004 →
den nuværende “Barnets Lov”..
5Hvad begrundede endelighedsklausulen i 1992?
Forarbejderne giver ingen begrundelse. Det samme gælder 1974-
betænkningen. Den dokumenterer ganske vist, at familievurderinger krævede
særlig sagkundskab, men dens anbefaling gik netop i retning af en særlig,
sagkyndig klageinstans.[^16]
Det kan højst siges, at den faglige karakter af vurderingen var kendt som et
problem.
Hvorfor lovgiver i 1992 valgte en anden model for godkendelsen af
opholdssteder, burde kunne undersøges i forarbejderne til lov nr. 501 af 24.
juni 1992. Forarvejderne skulle have været den centrale kilde til belysning af
endelighedsklausulens indførelse [^17]
Fra godkendelse af opholdssteder til netværksplejefamilier
Endelighedsklausulen var en del af lovgivningen, da den moderne
netværksplejefamilie blev indført.
Ved anbringelsesreformen i 2004 blev servicelovens § 49 affattet på ny.
Bestemmelsen fastsatte, at almindelige plejefamilier skulle være godkendt som
generelt egnede, mens netværksplejefamilier skulle være godkendt som
konkret egnede i forhold til et bestemt barnaf den anbringende kommune.[^18]
Bestemmelsen fastsatte samtidig i stk. 6:
»Afgørelser efter denne bestemmelse kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.«[^19]
Netværksplejefamilien blev dermed placeret ind i en allerede eksisterende
godkendelses- og klagekonstruktion.
6Forarbejderne til anbringelsesreformen fremhævede, at netværksplejefamilien
alene skulle være egnet til at modtage det konkrete barn og ikke nødvendigvis
være generelt egnet til at modtage andre børn. Baggrunden var blandt andet, at
barnets kontakt og relation til familien kunne have større betydning end
traditionelle forhold som familiens alder og uddannelsesmæssige baggrund.
[^20] Se også EMRK artikel 8.
Dermed ændrede begrebet »konkret egnethed« karakter.
Den konkrete godkendelse blev ikke blot en begrænset form for generel
plejefamiliegodkendelse. Den blev knyttet til forholdet mellem den bestemte
familie og det bestemte barn.
Udviklingen efter 2004
Sondringen mellem generel og konkret godkendelse blev videreført efter
anbringelsesreformen.
Ved ændringen af serviceloven blev netværksplejefamilien reguleret i § 142,
stk. 2. Bestemmelsen fastsatte fortsat, at netværksplejefamilier skulle være
godkendt som konkret egnede i forhold til et bestemt barn af
kommunalbestyrelsen Samtidig blev endelighedsklausulen fastholdt for
afgørelser efter bestemmelsen.[^21]
Senere blev godkendelseskompetencen for de almindelige plejefamilier ændret
i forbindelse med socialtilsynsreformen. Sondringen mellem den generelle
godkendelse og den konkrete godkendelse af netværksplejefamilier blev
opretholdt.
I den daværende servicelovs § 66 b blev bestemmelsen til sidst formuleret
direkte:
»Netværksplejefamilier skal være godkendt som konkret egnede i
forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af
kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.«
7Stk. 3 fastsatte:
»Afgørelser om godkendelse som netværksplejefamilie for et
bestemt barn eller en bestemt ung kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.«[^22]
Dermed blev den historiske endelighedsklausul direkte knyttet til
netværksplejefamilien som selvstændig retlig kategori.
Denne formulering er videreført i barnets lov § 58, stk. 1 og 3.[^23]
Den retshistoriske udvikling bør sammenfattes med en sondring mellem to
spor.
Det første spor er familieplejens godkendelsesordning.
Her går udviklingen fra den ældre plejetilladelse, hvor der var administrativ
rekurs, til bistandslovens og senere servicelovens regulering af formidlet
døgnophold og godkendelse af anbringelsessteder.
Det andet spor er endelighedsklausulen.
Inspirationen kan måske føres tilbage til bistandslovens oprindelige § 66 fra
1974. Den klare lovbestemte endelighedsklausul ved godkendelse af
opholdssteder kan dokumenteres fra 1992, hvor den blev indført i forbindelse
med den nye regulering af formidlet døgnophold.[^24]
Først senere blev denne eksisterende endelighedsklusul knyttet til den nye
kategori netværksplejefamilie.
I 2004 blev der snarere føjet en ny type godkendelse ind i en eksisterende
lovgivningsmæssig struktur, hvor afgørelser om godkendelse allerede var gjort
administrativt endelige.
Kan Betænkning nr. 718/1974 bruges til noget?
8Betænkning nr. 718/1974 har stadig stor betydning for den
retssikkerhedsmæssige analyse,.
Betænkningen viser at vurderingen af en familie til et bestemt barn allerede i
1970’erne blev betragtet som fagligt vanskelig .
Den viser også, at den manglende sagkundskab hos den almindelige sociale
klageinstans ikke dengang blev betragtet som en tilstrækkelig grund til at
afskære administrativ prøvelse. Udvalget foreslog i stedet et uafhængigt
centralt ankenævn med en bredere sagkundskab.[^25]
Endelig kan man læse af den, at den daværende retstilstand indeholdt
forskellige klageordninger afhængigt af, hvilken type godkendelse der var tale
om. Plejetilladelsen kunne påklages, mens spørgsmålet om godkendelse af en
familie til anvisning af et barn blev behandlet som et særskilt spørgsmål.[^26]
Den kan navnlig b ruges som historisk sammenligningspunkt: Allerede før
endelighedsklausulen blev knyttet til godkendelsen af plejefamilier, fandtes der
en opfattelse af, at en fagligt krævende egnethedsvurdering kunne tale for en
mere – ikke mindre – sagkyndig klageadgang.
Konklusion -Er endelighedsklausulen en gøgeunge?
Analyse viser, at endelighedsklausulen i barnets lov § 58, stk. 3, ikke blev
skabt for netværksplejefamilier. Klausulen blev indført i 1992 som led i
reglerne om godkendelse af opholdssteder og blev senere ført videre til
netværksplejefamilier. Den særlige ordning med konkret godkendelse af en
netværksplejefamilie kom først til i 2004.
Begrundelsen for endelighedsklausulen kan ikke findes i
netværksplejefamiliens særlige karakter. Heller ikke Betænkning nr. 718/1974
giver grundlag for at sige, at hensynet til fagkundskab førte til et ønske om at
9afskære administrativ klage. Betænkningen peger tværtimod på behovet for en
mere sagkyndig klageinstans.
En myndighedsafgørelse skal træffes på et lovligt og tilstrækkeligt oplyst
grundlag. Det følger af af legalitetsprincippet og officialprincippet. Jo større
betydning en afgørelse har for den enkelte, desto større krav kan der stilles til
sagens oplysning.
Administrativ rekurs har i den sammenhæng en vigtig funktion. En
klageinstans kan kontrollere, om førsteinstansen har forstået loven rigtigt,
oplyst sagen tilstrækkeligt og anvendt sit skøn på et sagligt og proportionalt
grundlag.
§ 58, stk. 3, fjerner denne kontrol. og er en undtagelse fra en almindelige
garantiforskrifter.
Afgørelsen kan få stor betydning for familiens mulighed for at opretholde eller
etablere et familieliv med barnet.
Endelighedsklausulen ser ud til at sætte retsgarantier og garantiforskrifter ud
af kraft.
Den menneskeretlige side af spørgsmålet peger i samme retning. Hvis
forholdet mellem barnet og familien er omfattet af EMRK artikel 8 (om
retten til et familieliv) , . Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har
fastslået, at beslutningsprocessen som helhed skal være fair og give de berørte
en tilstrækkelig mulighed for at varetage deres interesser. I sammenhæng med
artikel 8 kan EMRK artikel 6 få selvstændig betydning. Artikel 6 giver en ret
til fair rettergang,
Endelighedsklausulen er en undtagelse fra den almindelige kontrolordning, og
dens eksistens kan ikke i sig selv begrunde, at de almindelige
forvaltningsretlige garantier får mindre vægt. Tværtimod må fraværet af
10administrativ rekurs skærpe opmærksomheden på, om disse garantier faktisk er
blevet overholdt. Den er en gøgeunge i dansk familieret.
Det gælder navnlig, når afgørelsen beror på et konkret skøn, når sagen har stor
betydning for de berørte, og når afgørelsen kan berøre familielivet efter EMRK
artikel 8.
Noter
.
[^2]: Lov nr. 1442 af 22. december 2004 om ændring af lov om social service
og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, § 1, nr. 17,
hvor servicelovens § 49 blev affattet på ny med både bestemmelsen om
netværksplejefamilier og endelighedsklausulen.
[^3]: Betænkning nr. 718/1974, Undersøgelse i adoptionssager, s. 10-12, hvor
udvalget gennemgår reglerne om 1914-loven, plejetilladelsen og den
daværende børneforsorgs kontrol med familiepleje.
[^4]: Betænkning nr. 718/1974, s. 45. Udvalget anfører, at afslag på anmodning
om plejetilladelse efter børneforsorgslovens § 82, stk. 1, kunne påklages til
Den Sociale Ankestyrelse.
[^5]: Forslag til lov om social bistand, Folketingstidende 1973-74, tillæg A, sp.
721 ff., bemærkningerne til reglerne om dag- og døgnpleje. Lovforslaget er L
45.
[^6]: Betænkning nr. 718/1974, s. 5 ff. Betænkningen blev afgivet af
Justitsministeriets Adoptionsudvalg i juni 1974.
[^7]: Betænkning nr. 718/1974, s. 46.
11[^8]: Samme sted. Udvalget anfører, at Ankestyrelsens afdeling for sager om
børne- og ungdomsforsorg alene havde psykiatrisk bistand på konsulentbasis,
og at kapaciteten var langt fra tilstrækkelig til behandling af klager over afslag
på ansøgninger om godkendelse til adoption og pleje.
[^9]: Betænkning nr. 718/1974, s. 45-47. Udvalget foreslog et uafhængigt
centralt ankenævn.
[^10]: Samme sted, s. 46-47. Udvalget udtalte, at anke af nægtelse af
plejetilladelse fortsat skulle afgøres efter børneforsorgslovens regler.
[^11]: Forslag til lov om social bistand, L 45, Folketingstidende 1973-74,
tillæg A. I den oprindelige lovstruktur regulerede §§ 63-68 dag- og døgnpleje;
§ 66 angik anbringelsen i døgnpleje og ikke den senere
godkendelsesbestemmelse.
[^12]: Forslag til lov om social bistand, L 45, bemærkningerne til reglerne om
familiepleje: afslag på plejetilladelse kunne indbringes for amtsankenævnet og
Den Sociale Ankestyrelse.
[^13]: Lov nr. 501 af 24. juni 1992 om ændring af lov om social bistand m.v.
[^14]: Bistandslovens § 66, som affattet ved lov nr. 501 af 24. juni 1992:
»Opholdssteder for børn og unge, herunder plejefamilier, skal være godkendt
som egnede …« og stk. 2: »Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.«
[^15]: Se også den daværende vejledning om bistandslovens bestemmelser om
særlig støtte til børn og unge, pkt. 200, som udtrykkeligt fastslår, at
kommunens afgørelse om godkendelse af opholdssted efter § 66, stk. 1, ikke
kunne indbringes for anden administrativ myndighed.
[^16]: Betænkning nr. 718/1974, s. 45-47.
[^17]: Den videre analyse bør derfor koncentreres om lovforslaget bag lov nr.
501 af 24. juni 1992 og navnlig bemærkningerne til den nye § 66. Det er denne
retskilde, der kan vise, om lovgiver selv angav et formål med
endelighedsklausulen.
12[^18]: Lov nr. 1442 af 22. december 2004, § 1, nr. 17, servicelovens § 49, stk.
1 og 2.
[^19]: Samme lov, servicelovens § 49, stk. 6.
[^20]: Forarbejderne til anbringelsesreformen, L 8, Folketinget 2004-05 (2.
samling), bemærkningerne til § 49. Her blev det forklaret, at
netværksplejefamilien alene skulle være specifikt egnet til det konkrete barn,
og at barnets kontakt og relation til familien kunne have større betydning end
blandt andet alder og uddannelsesmæssig baggrund.
[^21]: Servicelovens § 142, stk. 2 og 6, efter ændringen ved lov nr. 573 af 24.
juni 2005. Den daværende bestemmelse er gengivet i Socialstyrelsens
materiale om plejefamilieområdet.
[^22]: Servicelovens § 66 b, stk. 1 og 3.
[^23]: Barnets lov § 58, stk. 1 og 3.
[^24]: Bistandslovens § 66, stk. 2, som affattet ved lov nr. 501 af 24. juni 1992.
[^25]: Betænkning nr. 718/1974, s. 45-47.
[^26]: Samme sted.
[^27]: Betænkning nr. 718/1974 kan derfor ikke bruges som belæg for, at
endelighedsklausulen blev indført på grund af manglende sagkundskab hos
Ankestyrelsen. Den viser tværtimod, at udvalget overvejede en særlig
klageinstans med bredere sagkundskab.
[^28]: Lov nr. 501 af 24. juni 1992, der indsatte kapitel 15 a og § 66 om
godkendelse af opholdssteder.
[^29]: Lov nr. 1442 af 22. december 2004, § 49, stk. 2 og 6.
[^30]: Barnets lov § 58, stk. 1 og 3.
:::
13ChatGPT er AI og kan tage fejl.
Chat med ChatGPT
Ny Chat 26. 8 2026 1
Endelighedsklausulen ved godkendelse af
netværksplejefamilier
Indledning
Efter barnets lov § 58 skal en netværksplejefamilie være godkendt som konkret
egnet i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af kommunalbestyrelsen
i den kommune, der træffer afgørelse om anbringelsen. Efter bestemmelsens
stk. 3 kan afgørelsen om godkendelse ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
Bestemmelsen rejser et retssikkerhedsmæssigt spørgsmål. Der er tale om en
myndighedsafgørelse, som kan være afgørende for, om et barn kan anbringes
hos en familie, som barnet allerede har en personlig tilknytning til. Samtidig er
14den afgørelse, hvori kommunen vurderer familiens egnethed, undtaget fra den
almindelige administrative rekurs.
Endelighedsklausulen er imidlertid ikke opstået med barnets lov. Heller ikke
den retlige konstruktion, som i dag betegnes netværksplejefamilie, kan føres
tilbage til 2004 som et helt nyt fænomen. Begge dele har en længere
forhistorie, men deres historiske udvikling er ikke identisk.
Det er derfor nødvendigt at følge udviklingen kronologisk. Først må den ældre
regulering af familieplejen undersøges. Dernæst må godkendelsesordningen og
endelighedsklausulen følges gennem bistandsloven og serviceloven. Først
herefter kan den særlige konstruktion, der i dag betegnes netværksplejefamilie,
behandles. Det er i denne sidste udvikling, at forståelsen af den konkrete
godkendelse ændrer karakter.
2.
Den ældre børne- og ungdomsforsorg havde regler om familiepleje og
plejetilladelse. En familie, der modtog et barn i privat familiepleje, var således
underlagt en offentligretlig regulering, hvor myndighederne skulle tage stilling
til, om barnet kunne modtages hos den pågældende familie.
Denne ordning kan imidlertid ikke uden videre identificeres med den nutidige
netværksplejefamilie. De retlige kategorier var andre, og der var ikke den
senere sondring mellem generel godkendelse som plejefamilie og konkret
godkendelse af en familie i forhold til et bestemt barn.
Spørgsmålet om den særlige karakter af vurderingen af familier til pleje blev
imidlertid behandlet i begyndelsen af 1970’erne. I Betænkning nr. 718/1974,
Undersøgelse i adoptionssager, behandlede udvalget blandt andet spørgsmålet
om klage over afslag på at godkende en familie til anvisning af et barn.
Udvalget pegede på, at Den Sociale Ankestyrelse ikke rådede over den
fornødne sagkundskab til at behandle sådanne sager. Det blev blandt andet
anført, at Ankestyrelsens afdeling for sager om børne- og ungdomsforsorg
havde psykiatrisk bistand på konsulentbasis, men at kapaciteten langt fra var
15tilstrækkelig til behandling af klager over afslag på ansøgninger om
godkendelse til adoption og pleje.
Betænkningen er dermed et vigtigt vidnesbyrd om, at vurderingen af en
families egnethed til at modtage et barn allerede på dette tidspunkt blev
opfattet som en særlig faglig vurdering. Udvalget foreslog på denne baggrund
en særlig klageinstans.
Betænkningen dokumenterer derimod ikke i sig selv, at den
endelighedsklausul, som senere blev knyttet til godkendelsen af plejefamilier
efter bistandslovens § 66, blev indført af denne grund. Det må holdes adskilt
fra spørgsmålet om den senere lovbestemte klagebegrænsning.
Med bistandsloven blev familieplejen indpasset i reglerne om formidlet
døgnophold. I lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 bestemte § 66, stk.
1:
»Opholdssteder for børn og unge, herunder plejefamilier, skal være
godkendt som egnede af den stedlige kommunalbestyrelse eller af
anden offentlig myndighed efter reglerne herom.«
Stk. 2 bestemte:
»Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.«
Her findes den klare lovbestemte endelighedsklausul, som senere videreføres i
sociallovgivningen.
Det er væsentligt, hvad bestemmelsen angik. Den vedrørte godkendelse af
»opholdssteder for børn og unge, herunder plejefamilier«. Den var ikke
udformet som en særlig regel om familier, der havde en personlig relation til et
bestemt barn. Der var endnu ingen selvstændig lovbestemt kategori, der hed
netværksplejefamilie.
Endelighedsklausulen knyttede sig således på dette tidspunkt til godkendelsen
af opholdsstedet og plejefamilien som sådan. Den var ikke skabt til den senere
særlige netværksplejekonstruktion.
16Serviceloven videreførte denne konstruktion. Plejefamilier var fortsat omfattet
af reglerne om godkendelse af anbringelsessteder, og der var fortsat en særlig
begrænsning af adgangen til administrativ prøvelse.
Det er først med anbringelsesreformen i 2004, at udviklingen tager en ny
retning.
3.
Ved lov nr. 1442 af 22. december 2004 om ændring af lov om social service og
lov om retssikkerhed og administration på det sociale område blev
servicelovens § 49 ændret.
Her blev netværksplejefamilien indført som en særskilt lovbestemt kategori. §
49, stk. 2, bestemte:
»Netværksplejefamilier skal være godkendt som konkret egnede i
forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af den anbringende
kommune.«
Samtidig bestemte stk. 6:
»Afgørelser efter denne bestemmelse kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.«
Det er vigtigt at fastholde forskellen mellem de to bestemmelser.
Netværksplejefamilien var ny som lovbestemt kategori. Endelighedsklausulen
var derimod ikke ny. Den blev videreført i den bestemmelse, hvori den nye
kategori blev placeret.
Forarbejderne til anbringelsesreformen understreger samtidig, at
netværksanbringelsen ikke var en ny faktisk mulighed. Børn kunne allerede
efter de gældende regler anbringes hos familiemedlemmer eller andre personer
fra barnets netværk. Det nye var godkendelsesformen.
Netværksplejefamilien skulle alene være egnet til at modtage det konkrete barn
og behøvede ikke at være generelt egnet til at modtage andre børn.
Forarbejderne begrundede dette blandt andet med, at det generelle
17egnethedskriterium ikke altid var velegnet ved netværksanbringelser. Barnets
kontakt og relation til familien kunne have større betydning end eksempelvis
familiens alder og uddannelsesmæssige baggrund.
Det er her, den retlige betydning af den konkrete godkendelse begynder at
ændre sig.
Tidligere kunne en godkendelse være konkret i den forstand, at myndigheden
tog stilling til en bestemt families egnethed. Med netværksplejefamilien bliver
det konkrete imidlertid knyttet til relationen mellem familien og det bestemte
barn. Spørgsmålet bliver ikke alene, om familien er egnet som plejefamilie,
men om den er egnet til at modtage netop dette barn.
Det er dette skift, der senere udvikler sig til den nutidige forståelse af
netværksplejefamilien.
Begrebet har således ikke haft samme retlige indhold gennem hele perioden.
Den ældre familiepleje, godkendelsen efter bistandsloven og den senere
netværksplejefamilie er ikke identiske retlige konstruktioner. Der er en
historisk kontinuitet, men også en ændring i det forhold, som
egnethedsvurderingen retligt knyttes til.
Efter 2004 bliver den personlige relation mellem barnet og familien stadig
mere central for forståelsen. Den gældende vejledning om anbringelse
udtrykker dette direkte:
»Hvis den personlige relation mellem familien og barnet eller den
unge er afgørende for, at denne familie vælges som
anbringelsessted, er der tale om en netværksanbringelse.«
Den nutidige definition kan derfor ikke uden videre lægges tilbage på den
ældre lovgivning. Den er resultatet af den udvikling, der begynder med den
konkrete godkendelse i 2004 og efterfølgende knytter denne konkrethed tættere
til barnets eksisterende relation til familien.
184.
Efter anbringelsesreformen blev sondringen mellem generel og konkret
godkendelse videreført i servicelovens § 142.
Netværksplejefamilien skulle fortsat godkendes som konkret egnet i forhold til
et bestemt barn eller en bestemt ung, mens den almindelige plejefamilie blev
vurderet efter reglerne om generel egnethed.
Senere blev kompetencen til den generelle godkendelse af plejefamilier ændret
i forbindelse med socialtilsynsreformen. Den generelle godkendelse blev
placeret hos socialtilsynet, mens den konkrete godkendelse af
netværksplejefamilien fortsat blev foretaget af den anbringende kommune.
Sondringen mellem de to godkendelsesformer blev dermed også en sondring
mellem forskellige myndighedskompetencer.
Den konkrete godkendelse af netværksplejefamilien blev fortsat knyttet til den
kommune, der skulle træffe afgørelse om anbringelsen. Godkendelsen var ikke
en almindelig autorisation af familien som plejefamilie. Den var knyttet til det
bestemte barn.
I den senere lovgivning blev endelighedsklausulen samtidig formuleret stadig
mere direkte i forhold til denne konkrete afgørelse. I servicelovens § 66 b blev
det bestemt:
»Afgørelser om godkendelse som netværksplejefamilie for et
bestemt barn eller en bestemt ung kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.«
Dermed var endeligheden ikke længere blot formuleret som en generel regel
om afgørelser efter en samlet bestemmelse. Den blev knyttet direkte til
afgørelsen om godkendelse som netværksplejefamilie for det bestemte barn.
Denne formulering er videreført i barnets lov.
195.
Efter barnets lov § 58, stk. 1, skal en netværksplejefamilie være godkendt som
konkret egnet i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af
kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om anbringelsen.
Efter stk. 3 gælder:
»Afgørelse om godkendelse som netværksplejefamilie for et
bestemt barn eller en bestemt ung kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.«
Den gældende vejledning knytter samtidig netværksanbringelsen til den
personlige relation mellem barnet og familien. Hvis den personlige relation er
afgørende for, at familien vælges som anbringelsessted, er der tale om en
netværksanbringelse.
Den gældende retstilstand indeholder dermed både den historiske
godkendelsesordning og den senere relationelle forståelse af netværksplejen.
Det er imidlertid ikke det samme som, at de to elementer har samme historiske
oprindelse.
Endelighedsklausulen er ældre end den lovbestemte netværksplejefamilie. Den
kan føres tilbage til godkendelsesordningen for opholdssteder og plejefamilier
efter bistandsloven.
Den konkrete og relationelle forståelse af netværksplejefamilien er derimod
resultatet af en senere udvikling, som bliver tydelig med anbringelsesreformen
i 2004 og efterfølgende bliver præciseret i lovgivning og vejledning.
Det er derfor ikke retshistorisk korrekt at fremstille den gældende § 58, stk. 3,
som om endelighedsklausulen blev indført, fordi netværksplejefamilien har en
særlig relation til barnet. Endelighedsklausulen fandtes før den særlige
kategori.
Spørgsmålet er snarere, hvad der skete, da den eksisterende endelighedsklausul
blev videreført til en ny godkendelsesform, hvor afgørelsen i stigende grad
20blev forstået som en vurdering af relationen mellem et bestemt barn og en
bestemt familie.
6.
Det retshistoriske forløb kan herefter sammenfattes i to udviklinger.
Den første vedrører endelighedsklausulen. Den udspringer af den ældre
ordning om offentlig godkendelse af opholdssteder, herunder plejefamilier.
Bistandslovens § 66 indeholdt allerede en udtrykkelig regel om, at
godkendelsesafgørelser ikke kunne indbringes for anden administrativ
myndighed. Denne ordning blev videreført i servicelovgivningen.
Den anden vedrører netværksplejefamilien. Her findes forhistorien i den
ældre familiepleje og i den mulighed, der også før 2004 eksisterede for at
anbringe børn hos personer fra deres netværk. Først i 2004 blev denne
mulighed udskilt som en selvstændig lovbestemt kategori med et særligt krav
om konkret egnethed i forhold til det bestemte barn.
Det efterfølgende forståelsesskred består i, at den konkrete egnethed i stigende
grad forstås relationelt. Det er ikke blot familien som sådan, der skal være
egnet. Det er familien i forhold til barnet. Den personlige relation bliver en del
af forklaringen på, hvorfor netop denne familie vælges som anbringelsessted.
Den gældende § 58 samler således to forskellige historiske udviklinger:
En ældre endelighedsklausul og en senere relationel forståelse af konkret
egnethed.
Det er denne sammenføring, der bør være udgangspunktet for vurderingen af
bestemmelsens retssikkerhedsmæssige rækkevidde.
7.
Det centrale spørgsmål bliver herefter, om den historiske begrundelse for den
administrative endelighed fortsat kan bære den gældende ordning.
21Det kan ikke uden videre antages, at den historiske begrundelse for
endelighedsklausulen var, at netværksplejefamilier kræver en særlig
børnefaglig vurdering. Den særlige kategori eksisterede ikke, da
endelighedsklausulen blev etableret.
Betænkning nr. 718/1974 viser ganske vist, at spørgsmålet om særlig
sagkundskab ved godkendelse af familier til pleje allerede dengang blev anset
for væsentligt. Men betænkningen viser samtidig, at den løsning, der blev
overvejet, netop var en særlig klageinstans. Manglende sagkundskab hos den
almindelige sociale klageinstans førte altså ikke nødvendigvis til den
konklusion, at afgørelsen skulle være administrativt endelig.
Dette er væsentligt for den nutidige vurdering.
Hvis den konkrete godkendelse af netværksplejefamilien i dag indebærer en
særlig faglig og relationel vurdering, er det ikke givet, at dette hensyn taler for
fravær af administrativ rekurs. Det kan lige så vel tale for, at en eventuel
prøvelsesinstans må være indrettet med den nødvendige børnefaglige
sagkundskab.
Der er dermed forskel på to spørgsmål:
Det første er, om kommunen skal foretage en særlig faglig vurdering.
Det andet er, om denne vurdering skal være administrativt endelig.
Den historiske udvikling dokumenterer ikke nødvendigvis, at det ene følger af
det andet.
8. Konklusion
Den gældende endelighedsklausul i barnets lov § 58, stk. 3, har en længere
retshistorie end netværksplejefamilien som lovbestemt kategori.
Den ældre familiepleje indeholdt allerede offentlig regulering af familiers
mulighed for at modtage børn. I 1970’erne blev den særlige faglige karakter af
vurderingen af familier til pleje fremhævet i Betænkning nr. 718/1974. Med
22bistandsloven blev godkendelsen af opholdssteder, herunder plejefamilier,
reguleret i § 66, og her fandtes en udtrykkelig endelighedsklausul.
Denne ordning blev videreført i servicelovgivningen.
Først med anbringelsesreformen i 2004 blev netværksplejefamilien indført som
en særskilt lovbestemt kategori. Det nye var ikke muligheden for at anbringe
børn hos personer fra deres netværk, men at familien skulle kunne godkendes
som konkret egnet i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung.
Efterfølgende ændrede forståelsen af denne konkrete egnethed karakter. Den
blev i stigende grad knyttet til relationen mellem barnet og familien. Den
nutidige vejledning udtrykker dette ved at gøre den personlige relation
afgørende for, om der foreligger en netværksanbringelse.
Den gældende § 58 viderefører således en ældre endelighedsklausul i en retlig
konstruktion, hvis indhold senere har ændret sig.
Det er derfor ikke tilstrækkeligt at spørge, om lovgiver har valgt at gøre
afgørelsen endelig. Det har lovgiver.
Det relevante retlige spørgsmål er, om begrundelsen for denne endelighed
fortsat er holdbar, når afgørelsen i dag angår en konkret families egnethed
til et bestemt barn, og når den personlige relation mellem barnet og
familien samtidig er et centralt element i selve grundlaget for
godkendelsen.
Det er dette spørgsmål, der må undersøges i den videre retssikkerhedsmæssige
analyse.
23• ChatGPT sagde forrige gang :
Efter § 58, stk. 3, i lov nr. 721 af 13. juni 2023 om barnets lov kan en
afgørelse om godkendelse som netværksplejefamilie for et bestemt barn
eller en bestemt ung ikke indbringes for anden administrativ
myndighed. Efter § 58, stk. 1, skal en netværksplejefamilie være
godkendt som konkret egnet i forhold til et bestemt barn eller en
bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer
afgørelse om at anbringe barnet eller den unge.1
Godkendelse af familien som konkret egnet til det pågældende
barn,er omfattet af endelighedsklausulen . Den gældende vejledning
om anbringelse præciserer, at det afgørende ved vurderingen af, om en
familie er en netværksplejefamilie, er den personlige relation mellem
familien og barnet: »Hvis den personlige relation mellem familien og
barnet eller den unge er afgørende for, at denne familie vælges som
anbringelsessted, er der tale om en netværksanbringelse.«2 (Social-,
Bolig- og Ældreministeriet, Vejledning nr. 9148 af 15. marts 2024 –
Vejledning om anbringelse (Delvejledning 4 af 6 til barnets lov),
punkt 133, s. 41)
Bestemmelsen vedrører alene en konkret godkendelse med henblik på
at modtage børn i netværkspleje. Familien godkendes i forhold til ét
bestemt barn. Plejefamiliebekendtgørelsen § 9, stk. 1, jf. § 10, knytter
familien til familiens personlige relation. til det konkrete barn.
Godkendelsen skal angive den personlige relation.3
Hvor kommer den bestemmelse fra? Undtagelser kræver en god
grund.
Den moderne netværksplejefamilie blev senest indført ved lov nr. 1442
af 22. december 2004 om ændring af lov om social service og lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område
(Anbringelsesreform). Ved lovens § 1, nr. 17, blev servicelovens § 49
affattet på ny. § 49, stk. 1, bestemte, at plejefamilier skulle være
godkendt som generelt egnede. § 49, stk. 2, fastsatte:
24»Netværksplejefamilier skal være godkendt som konkret
egnede i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af
den anbringende kommune.«
Stk. 6 fastsatte samtidig:
»Afgørelser efter denne bestemmelse kan ikke indbringes
for anden administrativ myndighed.«4
Forarbejderne til bestemmelsen er meget præcise om, hvad der var nyt.
Det var allerede efter de gældende regler muligt at anbringe børn hos
familiemedlemmer eller andre personer fra barnets netværk. Det nye var
godkendelsesformen. Lovforslaget skulle ændre § 49, så
netværksplejefamilien »alene skal være specifikt egnet til at modtage
det konkrete barn, men ikke nødvendigvis generelt egnet til også at
kunne modtage andre børn«.5
I bemærkningerne til § 49, stk. 1 og 2, hedder det:
»Med forslaget til § 49, stk. 2, indføres der mulighed for at
anbringe børn og unge i netværksplejefamilier, der alene
godkendes som konkret egnede.«6
Lovgiver begrundede forskellen mellem de to godkendelsesformer med
selve karakteren af netværksanbringelsen. Det generelle
egnethedskriterium var ikke altid velegnet. Ved en netværksanbringelse
kunne barnets kontakt og relation til familien have større betydning end
eksempelvis familiens alder og uddannelsesmæssige baggrund.7
Forarbejderne definerede samtidig netværksanbringelsen bredt. Der
kunne være tale om bedsteforældre, mostre, tanter og onkler, men også
andre personer fra barnets netværk. Det afgørende var »den personlige
relation mellem plejefamilien og barnet eller den unge«.8
Det er vigtigt for den historiske analyse, at lovforslaget ikke fremstillede
netværksanbringelsen som en helt ny faktisk mulighed. Den eksisterede
allerede. Det nye var, at lovgivningen gav den en særlig
25godkendelsesretlig status. Familien skulle ikke vurderes efter, om den
generelt kunne modtage børn som plejefamilie. Den skulle vurderes
efter, om den var egnet til det konkrete barn.
Endelighedsklausulen blev indsat samtidig med denne nye bestemmelse.
Lovforslaget indeholdt ikke en særskilt begrundelse for, hvorfor netop
afgørelserne efter § 49 skulle undtages fra administrativ klage. § 49, stk.
6, blev formuleret som en samlet regel om alle afgørelser efter
bestemmelsen.9 Det er derfor ikke muligt alene ud fra 2004-
forarbejderne at konkludere, at endelighedsklausulen blev skabt af
hensyn til den særlige karakter af netværksplejefamiliens konkrete
egnethedsvurdering.
Det er her, den ældre lovgivning bliver relevant.
Før netværksplejefamilien blev en selvstændig lovbestemt kategori,
fandtes der forskellige regler om familiepleje. Lov nr. 193 af 4. juni
1964 om børne- og ungdomsforsorg indeholdt regler om privat
familiepleje og plejetilladelse. Efter § 49 skulle der gives tilladelse til
privat familiepleje, og nægtelse eller tilbagetagelse af plejetilladelse
kunne indbringes for amtet.10
Det er en vigtig forskel fra den senere bistandslov. Den ældre ordning
for plejetilladelsen var ikke bygget på en endelighedsklausul.
Tværtimod var der en lovbestemt administrativ klageadgang.
Det samme fremgår af forarbejderne til den daværende børne- og
ungdomsforsorgslov. I Folketingstidende 1963-64 blev det om den
foreslåede ordning anført:
»Anke af børne- og ungdomsværnets afgørelser om
plejetilladelse skal efter forslaget rettes til landsnævnet.«11
Den ældre plejetilladelse kan derfor ikke uden videre være ophavet til
den endelighedsklausul, som senere kom til at gælde for godkendelsen
af plejefamilier.
26Et andet historisk spor fører til godkendelsen af opholdssteder.
Ved lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social bistand blev reglerne om
dag- og døgnpleje samlet i bistandsloven. Her blev »formidlet
døgnophold« reguleret særskilt. I den senere lovbekendtgørelse lød §
66, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 om social
bistand:
»Opholdssteder for børn og unge, herunder plejefamilier, skal
være godkendt som egnede af den stedlige
kommunalbestyrelse eller af anden offentlig myndighed efter
reglerne herom.«
Stk. 2 fastsatte:
»Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.«12
Det er den første klare lovbestemte endelighedsklausul i det regelsæt,
som senere førte frem til den moderne regulering af plejefamilier.
Bestemmelsen var en undtagelse fra bistandslovens almindelige
klageregel. Efter bistandslovens § 15, stk. 1, kunne
kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven indbringes for det sociale
ankenævn, »medmindre andet er bestemt i loven«. § 66, stk. 2, var netop
en sådan særregel.13
Men § 66 angik godkendelse af opholdssteder, herunder plejefamilier.
Den angik ikke en særlig godkendelse af en familie på grund af dens
relation til et bestemt barn.
Det fremgår også af lovens systematik. Bistandslovens § 65 regulerede
den private familiepleje og plejetilladelsen. § 66 regulerede derimod
»formidlet døgnophold« og godkendelsen af opholdssteder.14 Der var
dermed allerede i bistandsloven en sondring mellem den private
familiepleje med plejetilladelse og den formidlede familiepleje, hvor
plejefamilien indgik som et godkendt opholdssted.
27Endelighedsklausulen i § 66 må derfor historisk knyttes til
godkendelsen af opholdsstedet, ikke til den ældre plejetilladelse.
Denne sondring blev videreført i serviceloven. Lov nr. 454 af 10. juni
1997 om social service samlede reglerne i serviceloven. Den
oprindelige § 49 vedrørte »opholdssteder for børn og unge, herunder
plejefamilier« og krævede godkendelse som generelt egnede.15 I
forbindelse med ændringen af serviceloven i 1997 blev plejefamilier og
opholdssteder fortsat reguleret under § 49, og den tidligere konstruktion
med godkendelse som generelt egnede blev videreført.16
Da anbringelsesreformen blev gennemført i 2004, var der altså allerede
en etableret godkendelsesordning og en etableret endelighedsklausul.
Lovgiver indsatte den nye kategori netværksplejefamilier i den samme
bestemmelse, § 49, og lod samtidig endelighedsklausulen omfatte
»afgørelser efter denne bestemmelse«.17
Det giver den lovhistoriske udvikling en særlig karakter.
Endelighedsklausulen blev ikke skabt sammen med
netværksplejefamilien. Den eksisterede allerede i den almindelige
godkendelsesordning for plejefamilier og opholdssteder. I 2004 blev den
nye, konkrete godkendelse af netværksplejefamilien placeret ind i denne
eksisterende bestemmelse.
Efter anbringelsesreformen blev reglerne om plejefamilier og
netværksplejefamilier ændret flere gange, men sondringen mellem
generel og konkret godkendelse blev fastholdt. Ved lov nr. 573 af 24.
juni 2005 blev reglerne fra 1. januar 2007 flyttet til servicelovens § 142.
§ 142, stk. 1, angik den generelle godkendelse af plejefamilier, mens
stk. 2 fastsatte:
»Netværksplejefamilier skal være godkendt som konkret
egnede i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af
kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.«
Stk. 6 fastholdt:
28»Afgørelser efter stk. 1-5 kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.«18
Ved lov nr. 608 af 12. juni 2013 om socialtilsyn blev kompetencen til
den generelle godkendelse af plejefamilier overført til socialtilsynet.
Den konkrete godkendelse af netværksplejefamilier forblev hos den
anbringende kommune. Denne sondring blev videreført i servicelovens
§ 66 a. Efter § 66 a, stk. 1, kunne plejefamilier godkendes som generelt
egnede af socialtilsynet eller som konkret egnede i forhold til et eller
flere nærmere angivne børn af den anbringende kommune. Stk. 2
indeholdt den særlige regel for netværksplejefamilier: de skulle
godkendes som konkret egnede i forhold til et bestemt barn eller en
bestemt ung af den anbringende kommune.19
Ved lov nr. 1530 af 18. december 2018 blev bestemmelsen placeret i
servicelovens § 66 b. Her blev endelighedsklausulen formuleret mere
præcist:
»Afgørelser om godkendelse som netværksplejefamilie for et
bestemt barn eller en bestemt ung kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.«20
Det er denne formulering, der i dag er videreført i barnets lov § 58, stk.
3.
Den lovhistoriske kæde er dermed relativt klar. Den ældre børneforsorg
havde en ordning med plejetilladelse, hvor der var administrativ
klageadgang. Bistandsloven indførte en anden godkendelsesordning for
formidlet døgnophold, herunder plejefamilier, og knyttede en
endelighedsklausul til afgørelserne om godkendelse. Serviceloven
videreførte denne ordning. Først i 2004 blev netværksplejefamilien som
særskilt kategori indsat i bestemmelsen, samtidig med at familien skulle
godkendes som konkret egnet til det bestemte barn.
Endelighedsklausulen blev videreført til den nye kategori.
29Det giver samtidig anledning til en mere præcis formulering af det
historiske spørgsmål. Der er ikke belæg for at sige, at
endelighedsklausulen oprindeligt blev indført, fordi Ankestyrelsen eller
en anden klageinstans manglede den nødvendige børnefaglige
sagkundskab til at vurdere en konkret netværksfamilie. Den forklaring
kan ikke hentes i anbringelsesreformens forarbejder.
Betænkning nr. 718/1974, Undersøgelse i adoptionssager, er i denne
forbindelse interessant, men den dokumenterer ikke en sådan
oprindelse. Udvalget behandlede spørgsmålet om klage over afslag på at
»godkende en familie til anvisning af et barn« og anførte, at Den Sociale
Ankestyrelse ikke havde den fornødne sagkundskab. Udvalgets løsning
var imidlertid at foreslå et uafhængigt centralt ankenævn.21 Udvalget
skrev samtidig udtrykkeligt, at spørgsmålet om anke over nægtelse af
plejetilladelse fortsat skulle afgøres efter børneforsorgslovens regler.22
Betænkning nr. 718/1974 viser derfor snarere, at manglende
sagkundskab hos den almindelige sociale klageinstans ikke i sig selv
blev anset som et argument for at gøre en familiegodkendelse
endelig. Den viser, at en særlig faglig vurdering kunne begrunde en
særlig klageinstans.
Den endelighed, der senere kom til at omfatte netværksplejefamilien,
har en anden og mere direkte lovhistorisk linje: fra godkendelsen af
opholdssteder og plejefamilier efter bistandslovens § 66 til den
konkrete godkendelse af netværksplejefamilier efter servicelovens §
49 i 2004 og videre til barnets lov § 58.
Det er derfor ikke den gamle plejetilladelse, der er
endelighedsklausulens nærmeste forløber. Det er
godkendelsesordningen for det formidlede døgnophold.
Men der står stadig et åbent spørgsmål tilbage. Hvorfor var afgørelsen
efter bistandslovens § 66 gjort administrativt endelig allerede i
1974? Selve lovteksten giver svaret ikke. Og det er her, den egentlige
retshistoriske undersøgelse af endelighedsklausulens oprindelse må
30fortsætte: i forarbejderne til lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social
bistand, ikke i 2004-reformen og ikke i Betænkning nr. 718/1974.
Litteraturhenvisning
Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen
Jensen, Dansk Statsret, 4. udg., Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2. udg., Jurist- og
Økonomforbundets Forlag.
Bent Christensen, Forvaltningsret. Prøvelse, Jurist- og
Økonomforbundets Forlag, 1994.
Ole Krarup, Øvrighedsmyndighedens Grænser, Juristforbundet, 1969.
Betænkning nr. 718/1974, Undersøgelse i adoptionssager, afgivet af
Justitsministeriets Adoptionsudvalg, navnlig s. 45-47.
1 Lov nr. 721 af 13. juni 2023 om barnets lov, § 58, stk. 1 og 3.
2 Vejledning nr. 9148 af 24. januar 2024 om anbringelse
(Delvejledning 4 af 6 til barnets lov), pkt. 128-133.
3 Bekendtgørelse nr. 1489 af 30. november 2023 om plejefamilier, §§
9-10.
4 Lov nr. 1442 af 22. december 2004 om ændring af lov om social
service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område (Anbringelsesreform), § 1, nr. 17, § 49, stk. 1-6.
5 Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område
(Anbringelsesreform), L 8, Folketinget 2004-05 (2. samling), de
almindelige bemærkninger, afsnittet »Netværksanbringelser«.
6 Samme lovforslag, bemærkningerne til § 49, stk. 1 og 2.
7 Samme sted.
8 Samme sted.
319 Lov nr. 1442 af 22. december 2004, § 49, stk. 6.
10 Lov nr. 193 af 4. juni 1964 om børne- og ungdomsforsorg, § 49,
sammenholdt med reglerne om anke. Se også lovforslaget,
Folketingstidende 1960-61, tillæg C, s. 539, hvor nægtelse eller
tilbagetagelse af plejetilladelse kunne indankes for amtet.
11 Folketingstidende 1963-64, tillæg A, bemærkningerne til § 64.
12 Lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 om social bistand, §
66, stk. 1-2.
13 Samme lov, § 15, stk. 1.
14 Samme lov, §§ 65-66.
15 Lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service, § 49. Se
lovforslagets gengivelse af den hidtidige § 49.
16 Samme lovgivning og den efterfølgende ændring ved lov nr. 573 af
24. juni 2005, hvor reglerne om plejefamilier blev videreført i
servicelovens § 142.
17 Lov nr. 1442 af 22. december 2004, § 49, stk. 2 og 6.
18 Lov nr. 573 af 24. juni 2005, med virkning fra 1. januar 2007,
servicelovens § 142, stk. 1-6.
19 Lovbekendtgørelse nr. 1023 af 23. september 2014 om social
service, § 66 a.
20 Lov nr. 1530 af 18. december 2018 om ændring af lov om social
service, lov om socialtilsyn, lov om voksenansvar for anbragte børn
og unge og ligningsloven, servicelovens § 66 b, stk. 3.
21 Betænkning nr. 718/1974, Undersøgelse i adoptionssager, s. 45-46.
Udvalget foreslog et uafhængigt centralt ankenævn, fordi Den Sociale
Ankestyrelse ikke rådede over den fornødne sagkundskab.
3222 Samme sted, s. 46-47. Udvalget sondrede udtrykkeligt mellem
godkendelse af en familie til anvisning af et barn og nægtelse af
plejetilladelse.
___________________________________________
Lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992
§ 66. Opholdssteder for børn og unge, herunder plejefamilier, skal være
godkendt som egnede af den stedlige kommunalbestyrelse eller af anden
offentlig myndighed efter reglerne herom. For anbringelse i døgninstitution for
børn og unge gælder reglerne i §§ 96-100.
Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
Hvor kom den lige fra?
https://www.betænkninger.dk/wp-content/uploads/2021/02/718.pdf
Det, der i dag hedder netværksplejefamilie, har en længere forhistorie. Den
begynder med den ældre børneforsorgs ordning for familiepleje, plejetilladelse
og godkendelse af familier, der skulle modtage børn.
Den ældre børneforsorg var også etableret med en ordning, hvor en
administrativ godkendelse var en betingelse for, at en familie til barnet kunne
få det anvist. Men der blev knyttet en endelighedsklausul til se her side 32 ,
1.1.8.3. Se også Chrisenten, J .P. “Dansk Statsret p 245). Traditionel
behandling af emnet endelighedsklausuler peger i retning af, at adgangen til
domstolsprøvelse er til stede, men generelt begrænset. Det må i lyset af
Ankestyrelsens Principafgørelse med sammenhæng til endelighedsklausulens
rækkevidde (AST158,.11) forstås således, at klausulen kun gælder afgørelsen
om godkendelse.¹Den sociale ankestyrelse, der er oprettet ved lov nr. 6o5
af 2o. december 1972, er efter de gældende regler afskåret fra at udøve
vejledende og responderende virksomhed, bortset fra offentliggørelse af
33afgørelser, jfr. socialministeriets oriente- ring af 7′ juni 1973 om den sociale
ankestyrelse pkt. 5, og op- fylder derfor ikke de krav, der må stilles. Hertil
kommer, at den sociale ankestyrelse i sin nuværende form ikke råder over den
fornødne sagkundskab. Således har alene ankestyrelsens af- deling for sager
om børne- og ungdomsforsorg psykiatrisk bistand til rådighed på
konsulentbasis, og denne afdelings kapacitet er langt fra tilstrækkelig til
behandling af klager over afslag på ansøgninger om godkendelse til adoption
og pleje.
I en betænkning fra den periode, hvor reglerne om adoption og pleje blev
overvejet på ny, blev spørgsmålet om klage over afslag på godkendelse af en
familie behandlet særskilt. Udvalget pegede på, at Den Sociale Ankestyrelse i
sin daværende form ikke rådede over den fornødne sagkundskab. Det blev
anført, at kun Ankestyrelsens afdeling for sager om børne- og ungdomsforsorg
havde psykiatrisk bistand på konsulentbasis, og at afdelingens kapacitet langt
fra var tilstrækkelig til at behandle klager over afslag på ansøgninger om
godkendelse til adoption og pleje. Udvalget foreslog på den baggrund et
uafhængigt centralt ankenævn, hvortil socialcentrenes afslag på at »godkende
en familie til anvisning af et barn« skulle kunne indbringes. Samtidig blev det
udtrykkeligt holdt adskilt fra spørgsmålet om nægtelse af plejetilladelse, som
fortsat skulle følge børneforsorgslovens regler.
Det er en vigtig kilde til forståelsen af den senere retstilstand. Det var ikke den
almindelige sociale klageinstans’ juridiske kompetence, der blev anset for
utilstrækkelig. Det var den særlige sagkundskab, der skulle til for at vurdere en
families egnethed til at modtage et barn. Vurderingen var ikke blot et
spørgsmål om, hvorvidt en regel var anvendt rigtigt. Den forudsatte en
børnefaglig vurdering af familien og dens egnethed i forhold til barnet.
Da bistandsloven kom, blev familieplejen placeret i reglerne om formidlet
døgnophold. Bistandslovens § 66 bestemte, at »opholdssteder for børn og
unge, herunder plejefamilier, skal være godkendt som egnede af den stedlige
kommunalbestyrelse«, når de modtog indtil fire personer. Allerede her stod den
34særlige klageregel: »Afgørelser efter stk. 1 og stk. 2 kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.«
Bestemmelsen blev stående. I bistandslovens senere udformning blev § 66
formuleret lidt enklere: »Opholdssteder for børn og unge, herunder
plejefamilier, skal være godkendt som egnede af den stedlige
kommunalbestyrelse eller af anden offentlig myndighed efter reglerne herom.«
Derefter fulgte stk. 2: »Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.«
Det var altså ikke sådan, at en plejefamilie slet ikke var underlagt et retligt
system. Kommunen skulle undersøge familien, og der skulle træffes en
afgørelse om egnethed. Den daværende vejledning til bistandsloven beskrev, at
godkendelsen indebar, at kommunen fandt opholdsstedet egnet til at modtage
et bestemt antal børn og unge, og at godkendelsen skulle angive de
aldersgrupper og særlige karakteristika hos de børn og unge, som stedet var
egnet til at modtage. Vejledningen understregede også, at selv om
undersøgelserne på kommunens vegne kunne foretages af eksempelvis en
plejehjemsforening, var det kommunalbestyrelsen, der traf afgørelsen.
Det særlige var altså, at den myndighed, der havde ansvaret for vurderingen af
familiens egnethed, også havde den endelige administrative kompetence til at
foretage denne vurdering. Den almindelige sociale klageinstans skulle ikke
sætte sin egen vurdering af plejefamiliens egnethed i stedet for kommunens.
Den historiske begrundelse lå i den særlige børnefaglige karakter af afgørelsen,
og i den omstændighed, at den daværende sociale ankestyrelse ikke selv rådede
over den fornødne sagkundskab.
Denne konstruktion blev ikke glemt, da serviceloven afløste bistandsloven.
Tværtimod blev den ført videre i servicelovens § 66. Plejefamilier blev fortsat
omfattet af bestemmelsen om godkendelse som egnede opholdssteder, og
klageudelukkelsen blev bevaret: afgørelser om godkendelse kunne ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Med anbringelsesreformen i 2004 kom den særlige kategori, som senere fik
betegnelsen netværksplejefamilie. Her blev den gamle tanke om en families
35konkrete egnethed til at modtage et barn gjort mere præcis. Det var ikke
længere blot et spørgsmål om, hvorvidt en familie generelt kunne være
plejefamilie. Familien skulle være egnet til det konkrete barn.
Denne konstruktion blev senere udtrykt i servicelovens § 142. Plejefamilier
skulle være godkendt, og netværksplejefamilier skulle være »godkendt som
konkret egnede i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung«. Da reglerne
blev ændret i 2010, blev det samtidig præciseret, at klageadgangen ikke
omfattede spørgsmålet om, hvorvidt en godkendelse skulle ske som
plejefamilie eller kommunal plejefamilie, eller om godkendelsen skulle være
konkret eller generel. Afgørelser efter § 142, stk. 2-6, kunne ikke indbringes
for anden administrativ myndighed.
I 2014 blev sondringen endnu tydeligere. De almindelige afgørelser om
godkendelse af plejefamilier kunne påklages, mens afgørelser om den konkrete
godkendelse af en netværksplejefamilie ikke kunne. Lovens § 142, stk. 6,
fastslog, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1, nr. 2, kunne påklages,
mens »afgørelser efter stk. 2 og 5 kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed«.
Den historiske forskel er væsentlig. En almindelig plejefamilie kunne
godkendes som en familie, der generelt var egnet til at modtage børn. En
netværksplejefamilie blev derimod godkendt på grund af sin konkrete relation
til et bestemt barn. Den gamle idé om kommunens særlige egnethedsvurdering
havde fået en ny form: det var ikke en generel autorisation til familiepleje, men
en konkret børnefaglig vurdering af netop denne familie i forhold til netop
dette barn.
I den senere lovgivning blev denne forskel fastholdt. Servicelovens § 66 b kom
til at indeholde den direkte formulering: »Netværksplejefamilier skal være
godkendt som konkret egnede i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung
af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.« Stk. 3 fastslog:
»Afgørelser om godkendelse som netværksplejefamilie for et bestemt barn
eller en bestemt ung kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«
36Det er denne bestemmelse, der nu er flyttet ind i Barnets Lov. § 58, stk. 1,
bestemmer, at en netværksplejefamilie skal være godkendt som konkret egnet i
forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den
kommune, der træffer afgørelse om at anbringe barnet eller den unge. Og stk. 3
viderefører den gamle klagebegrænsning: »Afgørelse om godkendelse som
netværksplejefamilie for et bestemt barn eller en bestemt ung kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.«
Der er dermed en bemærkelsesværdig kontinuitet. Det, der i dag fremstår som
en særregel for netværksplejefamilier, har rødder i en langt ældre ordning om
familiepleje. Først talte man om plejetilladelse og om godkendelse af en
familie til anvisning af et barn. Senere blev plejefamilien et godkendt
opholdssted efter bistandsloven. Dernæst blev den konkrete egnethed til et
bestemt barn udskilt som en særlig kategori. Til sidst fik kategorien sit
nuværende navn: netværksplejefamilie.
Den gamle begrundelse har overlevet, selv om institutionerne omkring den har
skiftet navn. Udgangspunktet var, at vurderingen af en families egnethed til et
barn krævede en særlig børnefaglig sagkundskab, som Den Sociale
Ankestyrelse ikke selv rådede over i fornødent omfang. Lovgivningen løste
problemet ved at lægge den endelige afgørelse hos den myndighed, der foretog
den konkrete vurdering. Det er denne konstruktion, der gennem bistandsloven
og serviceloven er endt i Barnets Lov § 58, stk. 3.
Det er derfor værd at bemærke, hvad den nuværende bestemmelse faktisk
siger. Den siger ikke, at en netværksplejefamilie ikke har rettigheder. Den siger
heller ikke, at kommunens afgørelse er hævet over loven. Den siger alene, at
selve afgørelsen om godkendelse som netværksplejefamilie for det
bestemte barn ikke kan indbringes for en anden administrativ myndighed.
Den historiske begrundelse for denne særlige ordning ligger helt tilbage i den
faglige vurdering af en families egnethed til at modtage et konkret barn.
Netværksplejefamilien – en gammel undtagelse fra den almindelige
klageordning
37Efter Barnets lov § 58 skal en netværksplejefamilie godkendes som konkret
egnet til det bestemte barn af den kommune, der træffer afgørelse om
anbringelsen. Men § 58, stk. 3, bestemmer, at afgørelsen ikke kan indbringes
for anden administrativ myndighed. En kommune kan altså afslå at godkende
en familie som netværksplejefamilie, uden at selve egnethedsvurderingen kan
prøves af Ankestyrelsen.
Bestemmelsen er ikke opstået med Barnets lov. Den har en lang forhistorie i
den sociale lovgivning. Den fandtes i serviceloven, før Barnets lov trådte i
kraft, og blev videreført fra den tidligere § 66 b. Allerede i servicelovens § 66 a
var det fastlagt, at netværksplejefamilier skulle godkendes som konkret egnede
af den anbringende kommune.
Det interessante er, at der er tale om en gammel retlig konstruktion, som er
blevet ført videre gennem flere generationer af sociallovgivningen. Den er ikke
skabt som en særlig regel i forbindelse med Barnets lov. Den moderne
bestemmelse er i vidt omfang en videreførelse af den tidligere ordning.
Set med almindelig forvaltningsretlige briller er ordningen usædvanlig. Det
normale udgangspunkt er, at en administrativ afgørelse kan undergives
administrativ rekurs, medmindre lovgivningen fastsætter noget andet. Her har
lovgiver udtrykkeligt fastsat noget andet. § 58, stk. 3, fungerer som lex
specialis og går forud for den almindelige klageordning.
Det er derfor ikke korrekt at sige, at bestemmelsen i sig selv er ugyldig eller i
strid med dansk forvaltningsret. Den er en lovbestemt undtagelse fra den
almindelige ret til administrativ prøvelse.
Det retssikkerhedsmæssige spørgsmål er et andet: Hvorfor skal netop denne
afgørelse være undtaget?
Der er tale om en konkret myndighedsafgørelse, hvor kommunen foretager et
fagligt skøn over en families egnethed til at varetage omsorgen for et bestemt
barn. Kommunens vurdering kan få afgørende betydning for, om barnet kan
blive hos personer, som barnet allerede har en nær tilknytning til.
38Den historiske begrundelse gør spørgsmålet endnu mere interessant. Hvis
udgangspunktet oprindeligt var, at klageinstansen ikke havde den nødvendige
sagkundskab til at efterprøve vurderingen af en plejefamilie, er det ikke oplagt,
at den naturlige løsning er at fjerne den uafhængige prøvelse. En anden løsning
ville være at tilføre klageinstansen den nødvendige sagkundskab.
Det rejser et grundlæggende retspolitisk spørgsmål: Er det fortsat rimeligt, at
en kommunal faglig vurdering af en netværksfamilies egnethed slet ikke kan
prøves af en uafhængig administrativ instans?
Det spørgsmål bliver særligt væsentligt, når man sammenholder den gamle
begrundelse med det moderne klagesystem og de krav, der i dag stilles til
retssikkerheden i børnesager. Det er ikke længere givet, at den institutionelle
begrundelse for den gamle undtagelse har samme vægt.
Den centrale diskussion er dermed ikke, om § 58, stk. 3, gælder. Det gør den.
Diskussionen er, om bestemmelsen bør bevares i sin nuværende form.
39