Hvis du mener, at kommunen ikke arbejder på, at dit barn kan komme hjem, så bed om en skriftlig redegørelse. Spørg konkret, hvilke mål der er sat for hjemgivelse, hvilken støtte du kan få, hvordan samværet skal bevare jeres relation, og hvornår kommunen næste gang vurderer, om barnet fortsat skal være anbragt. Bed også om, at dine bemærkninger og ønsker bliver ført ind i sagen. Hvis kommunen ikke svarer eller ikke følger op, kan du klage over afgørelser om eksempelvis samvær og hjemgivelse efter de gældende klageregler.

Når staten tvangsanbringer et barn, griber den ind i hele familiens ret til familieliv. Efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal indgrebet være nødvendigt og stå i rimeligt forhold til formålet. EMD’s praksis kræver som udgangspunkt, at anbringelsen behandles som midlertidig, og at myndighederne aktivt arbejder for at bevare familiebåndene og muligheden for genforening. Det er ikke nok at lade tiden gå, mens barnet vokser op et andet sted. En anbringelse må ikke i praksis blive permanent, fordi myndighederne undlader at støtte familien eller begrænser kontakten så meget, at relationen svækkes.

Støtte, der retter sig mod problemerne. Kommunen skal overveje, hvilken konkret hjælp der kan afhjælpe de forhold, der førte til anbringelsen. Det kan for eksempel være behandling, rådgivning eller støtte til forældrerollen. En generel henvisning til, at forældrene skal udvikle sig, er ikke nok, hvis det er uklart, hvilken hjælp der tilbydes, og hvordan den skal bringe familien nærmere en hjemgivelse.

Samvær, der holder relationen levende. Samværet er centralt for at bevare og udvikle barnets relation til forældrene. Det skal fastsættes ud fra en konkret vurdering af barnet og familien. Hvis kontakten begrænses så meget, at familiebåndene risikerer at gå tabt, skal myndighederne kunne forklare, hvorfor det er nødvendigt og foreneligt med målet om genforening.

Nye vurderinger af den aktuelle situation. En sag må ikke låses fast på grundlag af gamle oplysninger.
Kommunen skal løbende forholde sig til, om forældrenes situation har ændret sig, om støtten virker, og om barnets behov fortsat nødvendiggør anbringelsen. Ældre undersøgelser kan indgå, men de kan ikke uden videre erstatte en vurdering af forholdene nu.

Forældre kan bede kommunen skriftligt om:

• en konkret beskrivelse af, hvad der skal ændres, før hjemgivelse kan komme på tale

Gem kommunens svar, og send eventuelle bemærkninger skriftligt, så de indgår i sagen. Hvis der træffes en afgørelse, du er uenig i, bør du undersøge klagefristen og klagevejen straks. Klageadgangen afhænger af, hvilken afgørelse der er truffet; manglende handling kan kræve, at man først beder kommunen tage stilling skriftligt.

‘

Genforening er ikke et ubetinget krav. Barnets sikkerhed og tarv skal veje tungest. Men myndighederne kan ikke opgive målet alene, fordi anbringelsen har varet længe, eller fordi det er blevet vanskeligt at skabe kontakt. De skal kunne vise, at familiens situation er vurderet konkret og aktuelt, og at barnets behov gør genforening uforsvarlig.

Tvangsanbringelse må ikke blive en permanent løsning gennem passivitet. Myndighederne skal kunne redegøre for, hvad de gør for at bevare familiebåndene, hvilken støtte familien får, og hvordan de løbende vurderer muligheden for, at barnet kan komme hjem