Natur ved Graasten (Graastenavis foto)
DIALOG MED CHATGPT OM KRIMINALISERING AF MODTAGERE AF SYGEDAGPENGE
Jyske Vestkysten fremstillede i en meget anklagervenlig artikel en sag fra Gråsten
Jeg kender ikke sagen, men med erfaring fra tilsvarende sager ved jeg, at Peter Hansen fra forvaltningen ikke fuldtud behersker den forvaltningsret, der dækker området.
Jeg gengiver nu nedenfor min diskurrion med chatgpt og må derfor tage forbehold for de mulige fejlskøn, den måtte have foretaget. I det store hele anser jeg dog pointerne som i orden.
Når man læser sådan en dialog, får den tit en kaleidoskopisk karakter, fordi den flytter sig.
Ja. Modtagere af sygedagpenge er underlagt nogle særlige regler, som kan begrænse deres bevægelsesfrihed, og de har også særlige regler om ferie.
Bevægelsesfrihed
Der findes ikke et generelt forbud mod at rejse eller opholde sig et bestemt sted, men du skal fortsat opfylde betingelserne for at modtage sygedagpenge. Det betyder blandt andet, at:
- Du skal medvirke i kommunens opfølgning, f.eks. deltage i samtaler eller andre aftalte aktiviteter.
- Dit ophold eller din rejse må ikke være uforenelig med dit sygedagpengeforløb eller forhindre kommunens opfølgning.
- Hvis du ønsker at holde ferie, skal det aftales med kommunen på forhånd. Hvis du tager på ferie uden en sådan aftale, vil det som udgangspunkt blive betragtet som en raskmelding. Hvis du fortsat er syg efter ferien, skal du igen opfylde betingelserne for at få sygedagpenge.
Ret til ferie
En sygedagpengemodtager har ikke ret til at modtage sygedagpenge under ferie, men har som udgangspunkt mulighed for at holde ferie, hvis kommunen godkender det.
Det indebærer, at:
- Sygedagpenge udbetales ikke under ferien.
- Efter ferien kan udbetalingen genoptages fra dagen efter feriens afslutning, hvis du fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom.
- Efter ferieloven er udgangspunktet, at man har ret til 25 dages ferie om året, men kommunen kan afslå et ønske om ferie, hvis den vurderer, at ferien ikke passer ind i sygedagpengeforløbet. Derfor har en sygedagpengemodtager ikke krav på at holde ferie på et bestemt tidspunkt eller i et bestemt antal dage under sygeforløbet.
Kort sagt er reglerne mere restriktive end for personer, der ikke er sygemeldte: Man kan godt holde ferie, men kun efter aftale med kommunen, og man kan ikke få sygedagpenge under ferien. Rejser og ophold er tilladt, så længe de ikke er i strid med betingelserne for sygedagpenge eller den aftale, der er indgået med kommunen.
Ja, det er korrekt – med en vigtig betingelse.
En person på kontanthjælp, som har modtaget kontanthjælp i 12 sammenhængende måneder, har ret til op til 4 ugers ferie med ydelse. Ferien skal aftales med kommunen på forhånd og afholdes inden for de følgende 12 måneder. Som udgangspunkt kan man højst holde 2 ugers sammenhængende ferie ad gangen, men ferien kan deles op i kortere perioder eller enkelte dage efter aftale.
Det illustrerer en interessant forskel mellem kontanthjælp og sygedagpenge:
- Kontanthjælp: Efter 12 måneders sammenhængende modtagelse har man en lovbestemt ret til 4 ugers ferie med fortsat ydelse, hvis betingelserne er opfyldt.
- Sygedagpenge: Der findes ikke en tilsvarende ret til ferie med sygedagpenge. Holder man ferie, ophører udbetalingen af sygedagpenge under ferien, og ferien skal desuden være forenelig med sygedagpengesagen og aftales med kommunen.
Det er derfor rigtigt at sige, at kontanthjælpsmodtagere på dette punkt har en stærkere lovbestemt ferieret end sygedagpengemodtagere, selv om sygedagpengemodtagere ofte har en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet. Det har været genstand for en del debat.
Det er et spørgsmål, som mange stiller, og der er faktisk en vis spænding mellem den juridiske konstruktion og den umiddelbare logik.
Den grundlæggende tanke i sygedagpengesystemet er, at sygedagpenge ikke er en forsørgelsesydelse, men en kompensation for tabt arbejdsindtægt på grund af sygdom. Retten til ydelsen bygger derfor på, at dit fravær fra arbejdet skyldes sygdom.
Lovgivningen og Ankestyrelsen lægger derfor til grund, at hvis du vælger at holde ferie, så skyldes dit fravær i den periode juridisk set ferie – ikke sygdom – selv om du fortsat er syg. Derfor udbetales der ikke sygedagpenge under ferien. Efter ferien kan udbetalingen genoptages, hvis du stadig er uarbejdsdygtig.
Det kan virke kunstigt, fordi man jo netop kan sige:
“Jeg holder ikke ferie fra min sygdom – jeg er syg hele tiden.”
Og biologisk eller medicinsk er det rigtigt. Men retten opererer med to forskellige begreber:
- Sygdom (din helbredstilstand).
- Årsagen til dit fravær fra arbejdet.
Når du aftaler ferie med kommunen, ændres den juridiske årsag til fraværet midlertidigt fra “sygdom” til “ferie”. Det er en retlig konstruktion, ikke en medicinsk vurdering.
Der er dog også en praktisk begrundelse. Hvis man kunne modtage sygedagpenge uændret under ferie, ville det være vanskeligt at afgrænse, hvornår en sygemeldt reelt var på ferie, og kommunen ville have sværere ved at gennemføre den lovpligtige opfølgning og vurdere arbejdsevnen. Reglerne skal derfor også sikre, at ferie er et bevidst afbræk i sygedagpengeforløbet, som kommunen kan tage højde for.
Det er netop derfor, nogle har kritiseret reglerne. De peger på, at en person med eksempelvis kræft, alvorlig depression eller kroniske smerter ikke bliver rask af at tage en uge ved Vesterhavet eller i Spanien. Fra den synsvinkel kan det virke inkonsekvent, at kontanthjælpsmodtagere efter visse betingelser har en lovbestemt ret til ferie med ydelse, mens sygedagpengemodtagere – som netop er syge – ikke har det.
Så svaret er egentlig: Logikken er juridisk og administrativ snarere end medicinsk. Reglerne bygger på, at sygedagpenge kompenserer for arbejdsfravær på grund af sygdom, og at ferie er en særskilt status, selv om sygdommen fortsætter. Det er en bevidst lovgivningsmæssig konstruktion, som man godt kan mene er mindre intuitiv.
Netop. Det er en god illustration af forskellen mellem ferie og ophold i udlandet som led i sygdomsbehandling eller rehabilitering.
Patienter, der blev henvist til Montebello-centret, var ikke på ferie i juridisk forstand. De var fortsat sygemeldte og deltog i et behandlings- eller genoptræningsforløb, som var en del af deres sygdomsbehandling. Opholdet havde et behandlingsmæssigt formål og ændrede derfor ikke grundlaget for sygedagpengene.
Det samme gælder i dag i andre situationer. Hvis en person rejser til udlandet for at modtage nødvendig behandling eller genoptræning, og opholdet er foreneligt med sygedagpengesagen, er det ikke nødvendigvis ferie. Det afgørende er formålet med opholdet og om betingelserne for sygedagpenge fortsat er opfyldt.
Det viser også, at reglerne ikke handler om geografi. Man mister ikke sygedagpengene, fordi man befinder sig i Spanien. Man mister dem heller ikke nødvendigvis, fordi man opholder sig uden for Danmark. Det afgørende er, om opholdet er et led i sygdomsforløbet eller er ferie.
Det fører til et lidt paradoksalt resultat:
- En person kan opholde sig tre uger i Spanien på et behandlingsophold og fortsat modtage sygedagpenge.
- Den samme person kan ikke uden videre tage tre uger til Spanien for at slappe af på stranden og modtage sygedagpenge samtidig, fordi det juridisk er ferie.
Fra et medicinsk synspunkt kan begge ophold måske have en positiv effekt på helbredet. Men loven sondrer mellem behandling/rehabilitering og ferie, ikke mellem hvad der faktisk gavner den syge mest. Det er en juridisk afgrænsning, som i praksis kan give nogle ret kunstige resultater.
Det afhænger af omstændighederne, men det er ikke i sig selv afgørende, at campingvognen ligger 3 km syd for grænsen.
Kommunen skal vurdere, om opholdet er foreneligt med sygedagpengesagen. Hvis personen:
- fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom,
- kan deltage i møder eller anden opfølgning, hvis kommunen indkalder,
- ikke går glip af behandling eller andre forløb,
- og opholdet ikke i øvrigt er uforeneligt med sygemeldingen,
så er det svært at se, hvorfor de 3 km syd for grænsen i sig selv skulle have betydning.
Men her støder man igen ind i den juridiske konstruktion. Hvis opholdet i campingvognen anses som ferie, vil kommunen normalt kræve, at det registreres som ferie, og sygedagpengene vil ikke blive udbetalt under opholdet. Hvis opholdet derimod blot er et midlertidigt opholdssted – eksempelvis fordi borgeren opholder sig dér under sin sygdom uden at holde ferie – kan vurderingen være en anden.
Det illustrerer en vanskelig grænse: Hvad er forskellen på at:
- bo en uge i sit sommerhus i Odsherred,
- bo en uge i sin campingvogn 3 km inde i Tyskland,
- eller blive hjemme i sin egen bolig?
Hvis alle tre situationer er forenelige med sygemeldingen og kommunens opfølgning, er den praktiske forskel beskeden. Alligevel kan den juridiske klassifikation (“ferie” eller “ikke ferie”) få stor betydning.
Derfor ser man også afgørelser, hvor fokus ikke først og fremmest er på hvor borgeren opholder sig, men hvad formålet med opholdet er, og om opholdet ændrer ved betingelserne for sygedagpenge. Det er netop denne vurdering, der kan være vanskelig og i nogle tilfælde føre til resultater, som kan forekomme mindre intuitive.
Det er netop dér, forskellen mellem borgerens egen opfattelse og den juridiske vurdering bliver vigtig.
Hvis borgeren ikke selv opfatter det som ferie, men som et nødvendigt led i at få ro, komme sig eller håndtere sin sygdom, er det et relevant argument. En sygemeldt person behøver ikke sidde i sin bolig hele tiden, og det at opholde sig et andet sted er ikke i sig selv det samme som ferie.
Men kommunen ser ikke kun på, hvad borgeren kalder opholdet. Den vil typisk se på de faktiske omstændigheder, f.eks.:
- Er formålet rekreation/fritid, eller er det et led i at håndtere sygdommen?
- Er borgeren fortsat i et aktivt sygedagpengeforløb?
- Kan kommunen fortsat følge op?
- Deltager borgeren i behandling og aftaler?
- Ændrer opholdet noget ved muligheden for at vende tilbage til arbejde?
En person med en kronisk belastningsreaktion kan f.eks. have behov for at være i rolige omgivelser, væk fra daglige belastninger. Et sådant ophold kan efter omstændighederne være sammenligneligt med andre måder at skabe struktur og stabilitet i et sygdomsforløb på.
Problemet opstår især, fordi et ophold i en campingvogn eller et sommerhus også kan ligne det, mange normalt forbinder med ferie. Derfor kan der opstå en tvist om klassifikationen.
Hvis borgeren vil stå stærkt, vil det typisk være vigtigt at kunne forklare og dokumentere:
- at opholdet ikke er en “pause fra sygdomsforløbet”,
- at kommunen fortsat kan få fat i borgeren,
- at aftaler og behandling fortsætter,
- og eventuelt at læge/behandler vurderer, at opholdet er foreneligt med eller støttende for bedringen.
Så ja: At borgeren ikke opfatter det som ferie, er et vigtigt moment. Men det er ikke alene afgørende; myndighederne vurderer efter de konkrete forhold og ikke kun efter den betegnelse, borgeren bruger.
Nej. Rekreation er ikke forbudt for sygedagpengemodtagere. En sygemeldt person må gerne gøre ting, der giver ro, trivsel og understøtter helbredelsen. Sygdom betyder ikke, at man skal være passiv eller isoleret.
Det afgørende i sygedagpengereglerne er ikke, om noget er rekreativt, men om det ændrer karakter til ferie eller på anden måde er uforeneligt med sygedagpengeforløbet.
Der er en vigtig forskel:
- Rekreation som en del af at håndtere sygdommen:
Eksempelvis at gå ture, være i naturen, opholde sig i rolige omgivelser, besøge familie eller have faste aktiviteter, som hjælper med at komme sig. Det kan sagtens være foreneligt med at være sygemeldt. - Ferie som et fravalg af sygeforløbet:
Et ophold, hvor man holder fri fra sit forløb, rejser væk og ikke står til rådighed for de aftaler, der følger af sygedagpengesagen, vil typisk blive behandlet som ferie.
Det vanskelige ligger i grænsetilfældene. For en person med f.eks. en belastningsreaktion kan det at tage væk fra hjemmet, være i naturen eller opholde sig i en campingvogn netop være en del af den måde, sygdommen håndteres på. Det er ikke i sig selv mistænkeligt eller i strid med at være syg.
Man kan derfor sige: En sygemeldt må gerne leve et liv, der hjælper vedkommende med at blive rask. Men hvis et ophold efter en konkret vurdering har karakter af ferie, gælder feriereglerne.
Det er også derfor, din pointe rammer en reel gråzone: Hvis en person fortsat er i behandling, tilgængelig for kommunen og ikke afbryder sit forløb, kan det være svært at forklare, hvorfor et ophold i en campingvogn nødvendigvis skulle være “ferie” frem for en rekreativ del af sygdomshåndteringen. Det må bero på en konkret vurdering.
Det er et meget præcist spørgsmål, fordi grænsen netop ikke altid er skarp. Forskellen ligger normalt ikke i, om opholdet er rart eller afslappende, men i opholdets formål, indhold og sammenhæng med sygeforløbet.
Man kan skitsere forskellen sådan:
| Rekreation uden feriekarakter | Rekreation med feriekarakter |
|---|---|
| Har til formål at understøtte håndtering af sygdommen eller bedring | Har karakter af et fravær fra hverdagen for at holde fri |
| Er en del af den måde, borgeren fungerer på under sygdom | Er et afbræk fra det almindelige livsforløb |
| Kan foregå løbende eller som en nødvendig aktivitet | Er typisk tidsafgrænset og planlagt som en ferieperiode |
| Borgeren fortsætter sit sygeforløb og sine aftaler | Sygeforløbet sættes i praksis på pause |
| Kan være ophold i rolige omgivelser, hvis det hjælper helbredet | Kan være rejse, ferieophold eller rekreativ tur, hvor fokus er fritid |
Eksempelvis:
- En person med belastningsreaktion (PYSDD) tager til sin campingvogn, fordi hjemmemiljøet er forbundet med belastning, og fordi natur, ro og faste rutiner hjælper personen med at fungere. Personen deltager fortsat i behandling og møder kommunen som aftalt. Det kan tale for, at opholdet er en del af sygdomshåndteringen.
- Den samme person tager til campingvognen i to uger med det formål at “holde sommerferie”, besøge turistattraktioner, tage på udflugter og holde pause fra alle forpligtelser. Det taler mere for, at der er tale om ferie.
Men grænsen kan være vanskelig, fordi de samme handlinger kan have forskellig betydning. En gåtur ved stranden kan for én person være almindelig ferieaktivitet og for en anden være en anbefalet del af behandling af stress eller depression.
Det centrale spørgsmål bliver derfor ofte:
Er opholdet noget, personen gør, fordi vedkommende er syg og har brug for det for at kunne komme sig – eller er det noget, personen gør for at holde ferie fra sin normale tilværelse?
Og her er din tidligere pointe vigtig: Rekreation er ikke i sig selv uforenelig med sygdom. Faktisk kan rekreation være en forudsætning for bedring. Den juridiske udfordring er at afgøre, hvornår rekreationen skifter karakter og bliver til ferie i sygedagpengereglernes forstand.
Sammenligningen med krigsveteraner og arbejdsskadeerstatning er faktisk interessant, fordi den peger på et fælles grundproblem: Hvordan vurderer man en usynlig eller kompleks belastning, hvor det, der hjælper personen, ikke nødvendigvis ligner “behandling” i klassisk forstand?
Der er dog også en vigtig forskel.
Sygedagpenge: fokus på arbejdsevne her og nu
I sygedagpengesystemet er hovedspørgsmålet:
Er personen uarbejdsdygtig på grund af sygdom, og kan kommunen følge op på et forløb mod afklaring eller tilbagevenden til arbejde?
Her bliver en aktivitet vurderet ud fra, om den passer ind i sygeforløbet. En person med belastningsreaktion kan f.eks. have behov for ro, natur, faste rammer og afstand fra belastninger. Det kan være sundhedsfremmende, men systemet skal stadig afgøre, om det er rekreation som led i sygdomshåndtering eller ferie.
Arbejdsskadeerstatning for veteraner: fokus på årsag og varigt mén
Ved arbejdsskader, herunder psykiske skader hos veteraner, er spørgsmålet typisk et andet:
Er der en sammenhæng mellem den belastning, personen har været udsat for under arbejdet (f.eks. udsendelse), og den psykiske lidelse, der er opstået?
Her ser man på sygdommens udvikling, symptomer, belastninger, dokumentation og årsagssammenhæng. At en veteran får det bedre af eksempelvis natur, retræte, fællesskab med andre veteraner eller et roligt miljø, taler ikke imod, at personen er skadet. Tværtimod kan sådanne ting være en del af håndteringen af følgerne.
Den interessante parallel
En veteran med PTSD kan eksempelvis have gavn af:
- at være væk fra larm og pres,
- at opholde sig i naturen,
- at trække sig fra belastende miljøer.
Ingen ville normalt sige:
“Hvis du kan tage på et ophold i naturen og få det bedre, kan du ikke være syg.”
Men i en sygedagpengesag kan en lignende aktivitet give anledning til spørgsmålet:
“Er dette ferie eller er det en del af sygdomshåndteringen?”
Det er den samme grundlæggende spænding: At kunne noget eller have gavn af noget er ikke nødvendigvis det samme som at være rask.
Den afgørende forskel
Arbejdsskadeområdet accepterer i højere grad, at en person kan have ressourcer og aktiviteter trods en varig skade. Sygedagpengesystemet er mere procesorienteret og knyttet til en løbende vurdering af arbejdsdygtighed og opfølgning.
Derfor kan der opstå et paradoks:
- En veteran med en anerkendt psykisk arbejdsskade kan have brug for rekreative aktiviteter som led i at leve med sin skade.
- En sygedagpengemodtager med en lignende psykisk lidelse kan opleve, at de samme aktiviteter skal forklares meget nøje, så de ikke bliver fortolket som ferie.
Det er ikke nødvendigvis fordi sygdommene vurderes forskelligt, men fordi de to ordninger har forskellige formål og juridiske logikker. Din sammenligning rammer derfor et reelt spændingsfelt mellem et menneskeligt/medicinsk perspektiv og et administrativt/juridisk perspektiv.
Ja, det er faktisk en stærkere systemkritisk vinkel end blot at diskutere ferie kontra rekreation.
Din pointe er, at man ikke først og fremmest bør se på aktiviteten (om personen tager i campingvogn, går ture eller opholder sig i rolige omgivelser), men på årsagssammenhængen mellem sygdomstilstanden og tabet af arbejdsevne. Det er i høj grad den logik, man anvender på arbejdsskadeområdet.
Der er dog en juridisk forskel mellem de to systemer:
- Sygedagpenge er en midlertidig forsørgelsesydelse. Her er det centrale kriterium, om personen aktuelt er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Systemet er ikke primært bygget op omkring en endelig årsagsvurdering af, hvorfor sygdommen er opstået.
- Arbejdsskadeerstatning handler om, hvorvidt en skade er forårsaget af arbejdet, og hvilke varige følger den har for erhvervsevnen. Her er årsagsspørgsmålet helt centralt.
Når du nævner veteraner, rammer du et interessant punkt: For visse veteraners psykiske lidelser har lovgivningen valgt at lette eller præcisere bevisbyrden for sammenhængen mellem udsendelse og sygdom. Det betyder ikke, at alle med PTSD automatisk får anerkendt en arbejdsskade; for andre skal årsagssammenhængen typisk dokumenteres efter de almindelige regler.
Men din analogi peger på et bredere problem:
Hvis en person med PTSD eller belastningsreaktion har et dokumenteret tab af arbejdsevne, og der er en lægefaglig begrundelse for, at bestemte aktiviteter (ro, natur, afskærmning, faste rammer) hjælper personen med at håndtere tilstanden, så kan det virke mindre logisk at gøre disse aktiviteter til et spørgsmål om “ferieadfærd”. Det risikerer at flytte fokus fra:
“Hvad er årsagen til funktionsnedsættelsen, og hvad hjælper personen med at fungere?”
til:
“Ligner denne aktivitet noget, raske mennesker gør i fritiden?”
Det er en vanskelig skelnen, fordi en syg person godt kan gøre ting, der også er almindelige ferieaktiviteter, uden at det betyder, at personen er arbejdsdygtig.
En person med PTSD kan eksempelvis:
- kunne gå en lang tur,
- kunne tage på et roligt ophold,
- kunne passe en hobby,
- kunne være sammen med familie,
og stadig være ude af stand til at fungere på en arbejdsplads med krav, tempo, sociale relationer eller belastninger.
Så ja: Man kan argumentere for, at noget af problemet ikke er borgerens rekreative aktivitet, men at regelsættet nogle gange bliver for formalistisk, fordi det forsøger at skelne mellem “syg” og “ferierende” gennem ydre handlinger. For psykiske lidelser er den skelnen ofte mindre præcis end for mange fysiske sygdomme.
Den principielle parallel til veteranområdet er derfor:
- Anerkendelsen af en skade bør bygge på tilstand, funktionsevne og årsagssammenhæng.
- Ikke på om personen lejlighedsvis foretager sig noget, der udefra kan ligne noget, en rask person også ville gøre.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at sygedagpengereglerne skal være identiske med arbejdsskadesystemet. Men din kritik rammer et reelt spørgsmål om, hvorvidt sygedagpengesystemet i nogle situationer kommer til at regulere livsførelse frem for alene at vurdere arbejdsevne og sygdom.
Det er et meget interessant spørgsmål, fordi du flytter fokus fra selve opholdet/handlingen til forvaltningsretlige krav om vejledning, bevis og borgerens forudsætninger.
Jeg kan ikke ud fra de oplysninger, jeg har fundet, identificere den konkrete Gråsten-sag i JydskeVestkysten med Peter Hansen og bedragerigruppen, så jeg kan ikke tage stilling til den konkrete sags dokumenter. Men jeg kan vurdere det principielle spørgsmål: Hvad skal kommunen bevise, hvis den påstår, at en PTSD-ramt, ikke-digital borger er blevet vejledt?
1. Vejledningspligten efter forvaltningslovens § 7, stk. 1
Efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, skal en myndighed i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens område.
Det betyder ikke, at kommunen skal føre borgeren i hånden i enhver detalje. Men vejledningspligten skærpes typisk, når:
- borgeren har særlige vanskeligheder ved at varetage sine interesser,
- sagen har alvorlige konsekvenser,
- reglerne er komplicerede,
- eller borgeren risikerer at miste en ydelse på grund af en misforståelse.
En borger med PTSD kan være en sådan person, afhængigt af funktionsniveauet. Det gælder især, hvis PTSD’en påvirker:
- koncentration,
- hukommelse,
- evnen til at overskue myndighedskrav,
- evnen til at håndtere digital kommunikation.
At borgeren møder op til samtaler viser, at han samarbejder, men det beviser ikke nødvendigvis, at han har forstået alle retlige konsekvenser af bestemte handlinger.
2. Hvad skal kommunen bevise?
Hvis kommunen siger: “Vi har vejledt ham”, er det ikke nok blot at sige det.
Kommunen skal som myndighed kunne sandsynliggøre eller dokumentere:
A. Hvad blev der vejledt om?
Ikke bare:
“Han blev vejledt.”
Men:
“Han blev konkret vejledt om, at ophold i campingvogn/udland/rekreativt ophold kunne blive betragtet som ferie og påvirke retten til sygedagpenge.”
Indholdet af vejledningen er afgørende.
B. Hvornår og hvordan blev vejledningen givet?
Eksempelvis:
- referat fra møde,
- journalnotat,
- skriftlig vejledning,
- e-Boks-meddelelse,
- anden dokumentation.
Hvis vejledningen kun påstås mundtligt, bliver bevisproblemet større.
C. Var vejledningen tilpasset borgerens situation?
Dette er det punkt, jeg synes er mest interessant i din problemstilling.
En ikke-digital borger med PTSD kan ikke nødvendigvis sidestilles med en ressourcestærk borger, der selv kan læse regler og navigere i digitale systemer.
Kommunen kan derfor ikke nødvendigvis nøjes med en standardformulering som:
“Du kan finde reglerne på kommunens hjemmeside.”
Der kan være et krav om en mere konkret vejledning.
3. Bevisbyrden ved en bedragerisag
Hvis kommunen går fra en almindelig ydelsesvurdering til en bedragerianklage, bliver spørgsmålet endnu mere alvorligt.
For at tale om uberettiget modtagelse ved forsæt eller grov uagtsomhed skal kommunen typisk kunne pege på, at borgeren:
- vidste eller burde vide, at oplysningerne var forkerte,
- undlod at oplyse noget væsentligt,
- eller bevidst handlede i strid med reglerne.
En person, der:
- ikke er digital,
- har PTSD,
- møder op til alle møder,
- og ikke forsøger at skjule sit ophold,
står anderledes end en person, der bevidst forsøger at omgå reglerne.
4. Den centrale juridiske problemstilling
Efter min vurdering er det stærkeste spørgsmål i sådan en sag ikke:
“Må en sygemeldt tage til sin campingvogn?”
men:
“Har kommunen dokumenteret, at borgeren var tilstrækkeligt og konkret vejledt om, at netop denne handling kunne have betydning for retten til sygedagpenge?”
Hvis svaret er nej, opstår der et alvorligt forvaltningsretligt spørgsmål.
Forvaltningsretten bygger netop på, at borgeren ikke skal bære risikoen for myndighedens mangelfulde vejledning, især når myndigheden ved, at borgeren befinder sig i en sårbar situation.
Så i den type sag vil jeg sige, at kommunen ikke blot skal bevise at der har været kontakt, men at der er givet relevant, forståelig og situationsbestemt vejledning, og at borgeren havde en reel mulighed for at forstå konsekvenserne.
Det er et centralt forvaltningsretligt spørgsmål. Hvis en kommune går fra en almindelig opfølgning i en sygedagpengesag til en situation, hvor borgeren reelt bliver behandlet som mistænkt for socialt bedrageri, ændrer borgerens retlige position sig. Det er netop det skifte, som Folketingets Ombudsmand har peget på i forskellige sammenhænge.
Konsekvensen af, at reglerne ikke overholdes, afhænger af hvilken regel der er tilsidesat, og hvilken betydning fejlen har haft for sagen.
1. Hvis borgeren ikke får oplysning om sin ændrede status
Hvis kommunen behandler en borger som en person, der muligvis har begået socialt bedrageri, men fortsætter med at indhente oplysninger og stille spørgsmål, som om det blot er almindelig sagsoplysning, kan der opstå et problem.
Borgeren kan have ret til at vide, at sagen har ændret karakter, fordi der herefter kan gælde andre hensyn, bl.a.:
- retten til ikke at bidrage til egen mistanke,
- retten til ikke at afgive oplysninger, der kan bruges imod én i en strafferetlig sammenhæng,
- retten til en reel mulighed for at varetage sine interesser.
Hvis borgeren ikke er gjort bekendt med dette, kan det få betydning for gyldigheden af den efterfølgende afgørelse eller vurderingen af beviserne.
2. Hvis kommunen indhenter oplysninger uden korrekt grundlag
Hvis kommunen indhenter oplysninger fra andre myndigheder uden det nødvendige samtykke eller uden hjemmel, kan oplysningerne være indhentet ulovligt.
Det betyder ikke automatisk, at hele sagen falder. Men det kan betyde:
- at oplysningerne ikke må anvendes,
- at sagen skal behandles på ny uden de ulovligt indhentede oplysninger,
- at afgørelsen kan være ugyldig, hvis oplysningerne har været afgørende.
Det afhænger af en konkret vurdering.
3. Hvis borgeren er blevet vildledt til at udtale sig
Hvis kommunen har stillet spørgsmål, som borgeren har besvaret, uden at borgeren var klar over, at svarene blev brugt i en mulig bedragerisag, kan der være et problem med anvendelsen af disse oplysninger.
Det svarer til et grundlæggende princip: Myndigheden må ikke omgå de retssikkerhedsgarantier, der gælder, når en person reelt er mistænkt.
4. Hvad betyder det for en eventuel afgørelse om tilbagebetaling eller bedrageri?
Hvis kommunen har tilsidesat disse regler, kan det svække sagen betydeligt.
Kommunen skal kunne dokumentere:
- hvornår mistanken opstod,
- hvornår sagen skiftede karakter,
- hvilken vejledning borgeren fik,
- hvilket grundlag oplysninger blev indhentet på,
- og hvordan borgerens rettigheder blev sikret.
Hvis kommunen ikke kan dokumentere dette, er problemet ikke blot en “formel fejl”. Det kan have betydning for, om borgeren overhovedet kan anses for at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt.
5. Sammenhængen med den PTSD-ramte, ikke-digitale borger
I den type sag, du beskriver, bliver spørgsmålet endnu mere følsomt.
Hvis kommunen ved, at borgeren:
- har PTSD,
- har vanskeligt ved digital kommunikation,
- møder op til aftaler,
- ikke forsøger at unddrage sig kontakt,
så bliver det relevant, om kommunen har sikret en reel forståelse hos borgeren – ikke kun en formel kontakt.
En standardbemærkning som “borgeren er vejledt” vil ikke nødvendigvis være nok, hvis vejledningen ikke angiver:
- at sagen nu behandles som mulig socialt bedrageri,
- hvilke rettigheder borgeren har,
- og hvilke konsekvenser oplysningerne kan få.
Det overordnede princip er derfor: Når myndigheden ændrer en borgers rolle fra ydelsesmodtager til mulig mistænkt, følger der skærpede krav til myndighedens fremgangsmåde. Hvis disse krav ikke overholdes, kan konsekvensen være, at oplysninger ikke kan bruges, at afgørelsen må gå om, eller at grundlaget for en bedrageribetragtning ikke er tilstrækkeligt.
