Barn og bamse
Omskrevet efter Piet Hein:
“Hvis er du?
Lille barn,
lile barn på vejen?”
“Jeg er sgu min egen…”
Et SOME-opslag har sat nogle overvejelser i gang. Det handler om de organiserede plejefamiler. https://plejefamilierne.dk/
Noget tyder på at plejeforældrene eller nogle af dem ønsker at se sig selv som ansatte i en forhandlingsberettiget organisation: Det handler om ferie, men måske med tiden også 37 timers arbejdsuge, indretning af hjemmet som arbejdsplads osv.
At denne selvforståelse kan virke lidt problematisk på nogle (fx undertegnede), kan næppe undre.
Min første tanke er sidestilling med prositution. En del sexarbejdere sælger deres ydelser, som vel bedst må kunne karakteriseres som “kropsligt samvær uden kærlighed”? De kysser ikke, for så risikerer man, at der kommer subjektivitet ind i ydelsen, og det virker jo nedslidende. Arbejdet er i dobbelt forstand skattefrit.
Når sexarbejderen holder fri, kan hun gøre som hun vil. Men skulle det være en rigtig fagforening, så ville det kræve faste arbejdstider, ekstra honorar for overarbejde osv. Og ikke mindst en arbejdsgiver, hvilket nok ville støde lidt mod straffeloven.
Det overraskende ved den fagforeningsmæssige indgang til arbejdet som plejeforældre er, at fokus flyttes væk fra de anbragte børn. Tramper man positionen i bund, så skal børnene jo et andet sted hen, når arbejdstiden er forbi? At der er en morgen- og eftermiddags-aftenvagt på i alt 7½ time på hverdage, det er indlysende. Men er indkøb en del af opgaven? Og hvem skal have beredskabsvagt om natten?
Og hvor skal de være, hvis plejefamilien skal holde fri fra dem, for eksempel på ferie, så de kan rekreere sig fra den utålelige belastning?
Plejeforældrenes dobbeltrolle i forhold til myndighederne
Som partsrepræsentant ser jeg, at familieafdelinger og Børn- og Ungeudvalg ofte lægger vægt på plejeforældrenes udsagn om plejebarnets aktuelle tilstand. De er jo næppe troværdige vidner? Jeg har sjældent eller aldrig mødt udsagn af typen: “Barnet har det ad helvede til”. Plejefamilien lever jo af at være plejefamilie, og derfor vil den fremtrædende interesse være i at fastholde og forlænge ansættelsesforholdet. Det er en usaglig dagsorden, og derfor bør plejeforældrenes tilkendegivelser aldrig få status som et troværdigt vidnes. Der foreligger finansiel inhabilitet. På dansk: plejeforældrene blander deres egne privatinteresse ind i hver stillingtagen til, hvordan barnet trives aktuelt.
I og for sig er der vel tale om en forventelig form for usaglighed. I bunken af vejledninger og gode råd savner jeg bare en stillingtagen til, hvordan systemet skal håndtere den. Fænomenet partsindlæg findes mange andre steder. Når jeg er partsrepræsentant for biologiske forældre eller børn, forventer man jo heller ikke, at jeg ser det fra plejeforældrenes eller kommunens side?
Tilbage står naturligvis min erfaring for, at der findes gode og kærlige plejeforældre, der tager godt af deres plejebørn. Men hvad skal man så med alt det andet fis?
