Steffen Larsen (Marie Hald foto)
Når hele Danmark – inklusive Retsudvalgets formand – overser grundlæggende jura
Debatten om garderen på Amalienborg Slotsplads har afsløret noget langt mere alvorligt end én soldats juridiske fejlskøn: en udbredt mangel på elementær juridisk forståelse, både i befolkningen og hos folk, der burde vide bedre. I medierne står tidligere gardere og politikere i kø for at forklare, at garderen “selvfølgelig” måtte skubbe demonstranten hårdt, fordi han havde overskredet en afspærring og forstyrrede den kongelige scene.
Samtidig hører man ikke den mest basale juridiske sætning fra politisk side: “Jeg kender ikke reglerne præcist.” I stedet serveres bastante meninger forklædt som sikker viden om “lov og orden”, typisk uden det mindste forsøg på at gengive gældende ret korrekt.
Gardere har ikke ret til at udøve vold overfor borgere
En retsstat bygger på, at staten kun må udøve vold efter klare regler og under efterfølgende kontrol. Det gælder også, når en demonstrant træder over en streg med et banner på et ubelejligt tidspunkt. At en afspærring er overtrådt, betyder ikke, at hvad som helst er “i orden” – magtanvendelsen skal stadig være nødvendig og proportional. Det er kun politiet, der har adgang til at udøve vold.
Når kommentatorer – og til tider politikere – taler, som om uniformen giver en blankocheck til at “sætte folk på plads”, er det ikke jura, men mavefornemmelse forklædt som retspolitik. Det bliver ekstra problematisk, når det kommer fra den politiske top, der har ansvar for at lovgivningen om politiet, retssystemet og borgernes rettigheder hænger sammen.
Retsudvalgets formand og den glemte ydmyghed
Her er det nærliggende at rette blikket mod formanden for Folketingets Retsudvalg Steffen Larsen. Steffen Larsen har baggrund som dørmand – og han optræder, som om en dørmand eller en garder er en slags privat politimand med særlige voldsrettigheder. Det er det svært ikke at bemærke kløften mellem embedets tyngde og den juridiske mangel på indsigt.
En formand for Retsudvalget behøver ikke være jurist, men han burde som minimum kunne gengive hovedlinjerne i gældende ret – eller have den ydmyghed at sige: “Jeg kender ikke juraen her”. Det er jo ikke specielt skamfuldt at erkende, at der er noget, man ikke ved. Det er i hvert fald bedre end at fremture.
Det er netop det, der mangler: den lille pause, hvor man indrømmer, at jura ikke er det samme som temperament, og at retsstatens regler ikke kan afledes af egne erfaringer som dørmand eller tidligere garder. Når formanden for Retsudvalget taler, er det ikke bare en privat borger i kommentarfeltet – det er den øverste politiske vogter for lovgivning om straf, politi og borgernes retssikkerhed.
Et par spørgsmål, før man råber “godt skubbet!”
Hvis den offentlige mening – og den politiske ledelse – ville hæve niveauet bare en smule, kunne man begynde med nogle banalt simple spørgsmål:
-
Var der politifolk til stede, hvis opgave det er at håndhæve afspærringen og tage sig af demonstranter?
-
Var demonstranten en reel sikkerhedsrisiko, eller “bare” en politisk provokation?
-
Kunne mindre indgribende midler have været brugt, fx at stille sig imellem, fastholde kortvarigt eller lade politiet gøre deres arbejde?
Disse spørgsmål kræver ingen eksamen, men de spejler præcist kravene i reglerne om nødvendighed og proportionalitet i magtanvendelse. Jo oftere de bliver sprunget over til fordel for hurtige domme – også af centrale politikere – jo tydeligere bliver det, hvor skrøbelig retsstatsforståelsen faktisk er.
Når meninger bliver vigtigere end retssikkerhed
Det mest bekymrende er måske, at både vælgere og politikere tilsyneladende er mere optagede af at vise “respekt for garderen” end respekt for loven. Man kan sagtens have stor respekt for uniformen og samtidig fastholde, at enhver magtanvendelse skal kunne forklares juridisk og kontrolleres efterfølgende. Det burde være Retsudvalgets formand, der insisterede klarest på netop dette – ikke en, der glider med på bølgen af populær vrede og håndfasthed.
Hvis heller ikke retsudvalgets øverste repræsentant kan skelne klart mellem sin personlige mavefornemmelse og gældende ret, er spørgsmålet ikke længere, om garderen gik for langt. Spørgsmålet er, om den politiske vagthund for vores retssikkerhed sover på sin post – eller måske aldrig for alvor har sat sig ind i de regler, han er sat til at værne om.
