Igen og igen henviser politikere til, at “de ikke må gå ind i enkeltsager”. I de fleste tilfælde dækker de bare deres røv.
Hvis en personsag, som regel set fra den pågældendes side, omtales i pressen overfor for eksempel den kommunale forvaltning, er udgangspunktet, at forvaltningen arbejder under byrådets og navnlig det pågældende udvalgs ansvar. Udvalget har pligt til at gribe ind, hvis der forekommer ulovligheder.
Det kan udvalget også gøre på trods af, at sagen måske er under behandling i Ankestyrelsen.
For at mane enhver tvivl i jorden bør den pågældende person selv meddele udvalget, at de bare kan basere deres svar på sagens dokumenter.
AI-svaret nedenfor overvurderer betydningen af eventuel inhabilitet. Det er kun, hvis der foreligger usaglig interesse, fx. mellem personen og slægtskabsforhold eller lignende. Kort sagt skal mistanken om en mulig personlig usaglig interesse i forhold til personen fremdrages.
Jeg har ageret lidt i sagen om Henriette Horne fra Broager. Efter det oplyste svarer de pågældende : Jimmy Simonsen, Tom Hartvig Nielsen, Frederik Klakk, Kjeld Stærk og Jesper Smaling (alle fra sammenslutningen Venstre-Socialdemokratiet) at de ikke vil kommentere, fordi “man ikke kan gå ind i enkeltsager”.
Men det er jo en juridisk vildfarelse.
Kort sagt: Nej, der findes ikke nogen generel lovhjemmel til, at politikere “ikke må gå ind i enkeltsager” – det er primært en politisk (og lidt praktisk/juridisk) selvbinding, ikke en egentlig forbudsregel.
Hvad siger juraen om politikere og enkeltsager?
-
Kommunalbestyrelsen er øverste ansvarlige for kommunens forvaltning og har pligt til at reagere, hvis de bliver opmærksomme på mulige ulovligheder eller grov fejlforvaltning i konkrete sager.
-
Der findes ikke en regel i forvaltningsloven eller kommunalretten, som generelt forbyder kommunalpolitikere at interessere sig for eller blande sig i en konkret sag – tværtimod forudsættes politisk kontrol med forvaltningen.
-
Det, politikerne skal passe på, er bl.a. habilitet (om de gør sig inhabile, hvis de binder sig til et bestemt udfald i en sag, de senere skal træffe afgørelse i), tavshedspligt og at de ikke selv begynder at “sagsbehandle” i stedet for forvaltningen.
Et generelt “vi går ikke ind i enkeltsager” er derfor ikke en egentlig hjemmel, men en standardformulering, som man bruger for at undgå at blive viklet ind i konkret sagsbehandling, habilitetsproblemer og politisk ansvar på mikroniveau.
Hvad hvis borgeren giver samtykke?
-
Borgerens udtrykkelige samtykke kan ophæve tavshedspligten i forhold til borgerens egne fortrolige oplysninger, så politikere og andre kan få indsigt i sagen og drøfte den mere åbent.
-
Samtykke ændrer ikke på, at det stadig er forvaltningen, der træffer den konkrete afgørelse efter loven, og at politikerne ikke må give usaglige instrukser eller favorisere én borger i strid med ligheds- og saglighedsprincippet.
-
Men med samtykke kan en politiker sagtens bede forvaltningen om en redegørelse, stille spørgsmål til sagsforløbet, kræve, at lovgivningen overholdes, og eventuelt rejse sagen politisk (udvalg, kommunalbestyrelse, ombudsmand osv.), uden at der er noget juridisk forbud mod at “gå ind i sagen”.
Samtykke fjerner altså et vigtigt praktisk argument (“vi må ikke tale om sagen pga. tavshedspligt”), men det pålægger ikke politikeren en direkte juridisk pligt til at handle – det er stadig et politisk ansvar og valg, om man vil bruge sin kontrolrolle aktivt.
Er “vi går ikke ind i enkeltsager” så bare “cover my behind”?
Sætningen bruges ofte som en slags “skjold” for at undgå at stå på mål for konkrete fejl, konflikter eller svære sager – og den har ingen klar forankring som en forbudsregel i loven.
Den kan dog dække over legitime hensyn:
Man vil undgå at blive inhabil i sager, man skal afgøre politisk.
Man vil undgå forskelsbehandling ved at love én borger noget, andre ikke får.
Man vil respektere armslængde mellem politik (rammer og kontrol) og administration (konkrete afgørelser).
Men når en borger selv går i pressen, fremlægger sin sag og giver udtrykkeligt samtykke, er “vi må ikke gå ind i enkeltsager” i realiteten et politisk valg om at lade være – ikke en ufravigelig juridisk nødvendighed.
Et illustrativt eksempel: En kommunalpolitiker, der bliver opmærksom på mulig ulovlig sagsbehandling, kan – og bør – rejse spørgsmål, kræve redegørelser og eventuelt tage sagen op politisk, uanset at det “er en enkeltsag”. At undlade dette og henvise til, at man ikke går ind i enkeltsager, er derfor først og fremmest en måde at undgå politisk ansvar, ikke et krav i lovgivningen.
____________________________________
Perplexity.ai:
